Gulvet
Hvor der i dette og andre afsnit er angivet numre, henviser de til den velkomstguide der findes på tre sprog i Aa-Mølle
Betegnelsen gulvet er den lokale tekniske betegnelse for undermøllen.
Plantegning af gulvet/undermøllen med energilinjer
Møllen har to (nr. 2 og 2A) skovlhjul (nr. 2 = Forreste/yderste skovlhjul, nr. 2A = bageste/inderste skovlhjul). Hvert skovlhjul modtager den kraft, som spredes rundt som energi (røde linjer) i hvert sin sektion af møllen.
Oprindeligt og grundlæggende kan man betegne sektion 1, som den oprindelige mølle. Sektions opdelingen af møllen følger med på alle etager. Hvad sektion 2. oprindeligt blev brugt til står uklart. Men at den har eksisteret burde fremgå af, man lod sektion 2. ombygge omkring 1850.
Når Nationalmuseet skriver, at "Hjul .1 blev ombygget tidligt i det 19. aarhundrede (altså tidligt i 1800 tallet), og kværnloftet blev samtidig forhøjet 1 alen = 0,63 m. Paa et eller andet tidspunkt efter 1850 blev gravhjul/krondrev-sættet paa (nr. 2A) hjul .2 udskiftet med støbejern.", betyder det, at i denne periode blev møllen suppleret med ny teknologi, i form af stjernhjulet på Stjernehjulsloftet. Den ekstra højde og forstærkning af gravhjul/krondrevet var den normale forberedelse til installation af stjernhjul på et højere niveau end kværnloftet.
Profiltegning af møllens hovedaksler set fra nordvest
Det ene (Nr.2) vandhjul/skovlhjul (i første sektion) trækker en melkværn og, via det (Nr. 6) romerske drev, en (nr.33) skallekværn. Begge disse kværne befinder sig på kværnloftet og har undertræk.
Det andet (nr. 2A) vandhjul/skovlhjul (i anden sektion) driver også en (nr. 7) melkværn, men har et 2 trins overtræk. Dvs. at en del af gangtøjet er anbragt på stjernehjulsloftet over hanebjælkerne. Dette gangtøj trækker desuden en (Nr.30) havrevalse og et (Nr.25) hejseværk samt i nederste etage en (Nr. 10) melsigte.
De røde streger viser hvordan energien drives rundt på møllens etager fra hvert sit skovlhjul.
Ifølge mølleforsker Lis Andersen: "Stjernehjulet fandt sidst i 1700-tallet vej fra hollændermøllen til vand- og stubmøller.". "I flere møller måtte man lave en udbygning .... for at få plads til stjernehjulet."
Gulvet og møllen kan inddeles i 2 sektioner, som fungerer uafhængigt af hinanden - drevet af hvert sit skovlhjul.
I møllens første sektion:
4. Søle og søleblok
Ud eller indvendig stenleje, hvori enderne af skovlhjulenes horisontale aksler hviler.
Som det fremgår er akslen i hver ende forstærket med en metal stang (et såkaldt jernhoved) dels på grund af det voldsomme slid der er i rotationen, men også for at mindske energitabet ved den friktion der opstår når søleblokken og akslen gnider mod hinanden. Oprindelig lagde man et stykke ”tælle” (flæsk) over de fire akselender på søleblokkerne. Nu smøres alle fire lejer med konsistensfedt.
5. Gravhjul
Dette gravhjul drives af det yderste/forreste skovlhjul, på den anden side af væggen, ved hjælp af en kraftig firkantet træ aksel.
Tænderne på gravhjulet, som var meget udsatte for råd, blev smurt med oksetalg, fordi det bevarer egetrætænderne bedst. Betegnelsen gravhjul kommer af, at der er en "grav" under hjulet, for at få plads til hjulet.
Den vandrette kraftige aksel, som skovlhjulet sidder fast på, kan ikke direkte bruges til at drive de vandret liggende møllesten.
Derfor gør man brug af vinkelgearet, der består af et lodret hjul, gravhjulet, hvis »tænder« er anbragt på siden af hjulet og griber ind i det vandretliggende hjul, kaldet krondrevet (et konisk hjul - bred i toppen, smallere forneden).
Den energi som opfanges i yderste/forreste vertikale skovlhjul, sendes gennem den kraftige vandrette aksel, overføres til det lille vandrette kronhjul, som driver den vertikale metal aksel som går op gennem gulvet til næste etage, hvor energien overføres og endelig udnyttes, til at drive det vandrette møllehjul, på næste etage, ved et såkaldt undertræk.
Forholdet mellem gravhjul og kronhjul er en opgearing i sig selv af hastigheden, idet det horisontale hjul er mindre end det vertikale. Kronhjulet kan hæves og sænkes, så gearingen yderligere kan justeres ved at udnytte dimenioneringen af det koniske kronhjul, som yderligere kan løftes så højt, at det kan komme helt ud af "indhak" med gravhjulet. Herved stopper drift af akslen og sætter (nr. 7) kværnen på kværnloftet ud af drift. Energien fra gravhjulet kan så bruges på andre maskiner eller drev efter behov, f.eks. på det romerske drev.
I indhak mellem gravhjul og kronhjul omsættes den vertikale bevægelse til en horisontal bevægelse, hvor den vertikale metal aksel (op igennem loftet) kommer i rotation og øverste møllehjul i (nr. 7) kværnen ovenover, kan sættes i drift. Nu igen i en horisontal bevægelse.
Ændring af gearing og indhak kan kun ske, når skovlhjulet står stille.
6. Det Romerske drev
Kompliceret ser det ud, men der er idé i "galskaben" og hvis det er udtænkt 75 - 25 f.kr. er det en genialitet. Så hold godt fast!
Nationalmuseet: "Hjul DK-1134.2 (forreste og yderste skovlhjul) driver en kværn ved almindeligt eet-trins undertræk, men det samme gravhjul driver ogsaa en vandret aksel, hvorpaa sidder endnu et gravhjul", som ender i et kron- og spidshjul, der driver skallekværnen ved undertræk.
"Denne metode til at drive mere end én kværn fra eet vandhjul blev først beskrevet af Sturm i "Vollständige Mahlen-baukunst" fra 1718." Dette er et sidedrev på gravhjulet, som her fungerer ved at skabe udveksling til skallekværnen også kaldt gruben (se nr.7) og en udveksling til kværnen ovenpå.
Nationalmuseet: "Fra et møllehistorisk synspunkt er Aa Mølle maaske den mest bemærkelsesværdige mølle i Danmark, da den indeholder en af de tidligste typer gear til Skalle-kværnen, forløberen til det senere stjernhjulsdrev."
"Å Mølle er Nordeuropas eneste vandmølle med den meget tidlige og sjældent bevarede geartype Brighton drive eller romersk drev, som er et sidehjul på det ene vandhjul."
"Side-gearet er kun fundet i GB-45/001 — Cotherstone Old Mill, D-16-Grander NWhle, og D-98, sidstnævnte nogenlunde intakt. Helmut Richter oplyser, at typen er mere almindelig i Schlesien (Østtyskland), men i Vesten er typen praktisk talt forsvundet. Geartypen har været brugt paa andre møller i omegnen af Aa Mølle, og det maa anses for at være af den største betydning at redde denne mølle, saa vidt muligt i dens naturlige miliø."
Frem til 1700-tallet har de vandtrukne kornmøller, der blev bygget i Danmark, ikke adskilt sig væsentligt fra middelalderens møller, hvad gangtøj angår. Gangtøjet er de hjul, drev og aksler, der transmitterer kraften fra vandhjulet til maskinerne. De havde alle kun ét gear, nemlig vinkelgearet. Det betød, at hvis man havde brug for to eller flere kværne, måtte man bygge to eller flere vandhjul. Med det Romerske drev tog Aa-Mølle et kvantespring i teknologi udvikling.
Tilsvarende det kronjul der greb ind i en øverste del af gravhjulet, er der således et sidedrev med et konisk hjul, som kan gribe ind på venstre side af samme gravhjul. Og med tilsvarende funktion, at kunne til- og frakoble, ved at flytte den bjælke drevet er monteret på , så det fuldstændigt kan kobles af gravhjulet, som er forbundet til det yderste/forreste skovlhjul.
Det var nytænkning som gjorde, at man ud over hoved kværnen, kunne koble forskelligt maskineri/funktioner på ét og samme skovlhjul og udføre flere funktioner på samme tid. Fra at have været en mølle der blot kunne kværne korn, stod man med en næsten fuldt færdig fabrik, som kunne håndtere mange forskellige funktioner. Det var en revolution inden for kornmøller. Men mere skulle komme til med Stjernehjulet.
På billedet ses efter det koniske hjul, en snoreskive, som kunne kobles op på én maskine/funktion (tidligere (nr. 40) blæseren) og længere henne på samme aksel, hvad der betegnes som en forløber, som med et tandsæt, kan gå i indhak med det stokkehjul, som kan ses bagved og over forløberen på billedet. Også dette kunne til- og afkobles ved at hæve og sænke stokkehjulet.
Så der var yderligere og mange kombinationsmuligheder med det romerske drev.
Funktionen var igen, at kunne vende energien fra den vandrette aksel, gennem forløberen til et vandret hjul, stokkedrevet (ovenstående billede), som var koblet med en vertikal metal aksel, som gik op gennem loftet og kunne drive endnu en kværn, (nr. 38A) Gruben/Skallekværnen, med undertræk og som tilsvarende står på kværnloftet ovenover.
For forståelsen skal det anføres, at betegnelsen "forløberen" er den lokale betegnelse, for et hjul Nationalmuseet betegner som endnu et "gravhjul". Det indikerer, at Aa-Mølle skulle have 3 gravhjul. Men da der logisk set kun er to hjul i "graven" antages det, at man har villet kunne skelne hjulene fra hinanden ved den specielle betegnelse "forløberen", selvom det nærliggende spørgsmål så ville være forløberen til hvad?
Trap Danmark: "Å Mølle er en landbrugshistorisk funktionsbygning med stor kulturhistorisk værdi, idet den gennem sin velbevarede arkitektur og sit bevarede mølleinventar fortæller om vandmølleteknikkens udvikling gennem 100 år (fra 1750 til 1850) som et lokalt orienteret og før-industrielt landbrug. Å Mølle er Nordeuropas eneste vandmølle med den meget tidlige og sjældent bevarede geartype Brighton drive eller romersk drev, som er et sidehjul på det ene vandhjul."
Hæve sænke mekanisme på aksel til nr. 38A Kværn til grutning
Som beskrevet ovenfor, er der på det romerske drev en forløber, som med et tandsæt, kan gå i indhak med det stokkehjul, som kan ses bagved og over forløberen på billedet. Også dette kunne til- og afkobles ved at hæve og sænke stokkehjulet.
Den vertikale aksel der driver (nr. 38A) kværn til grutning hviler på en (nr. 11) gryde med bundspor. Ovenover denne gryde (billedet), kan man ane et beslag med hakker. Den anden ende ende af akslen, griber ind den øverste møllesten, også kendt som kværnesten, i (nr. 38A) kværn til grutning placeret en etage oppe på kværnloftet. Den øverste møllesten kører rundt, mens den nederste møllesten ligger fast. Hakkerne i beslaget gør, at den øverste møllesten kan hæves og sænkes efter behov, så der kan skabes mere eller mindre luft mellem de to møllesten.
Denne type af drev kaldes "sidedrev" eller Beighton drev, efter englænderen Henry Beighton, der var den første, der tegnede et sådant i 1723 (Ovenstående publiceret i 1744 af J. T. Desaguliers på side 340, som kan ses direkte på denne hjemmeside eller downloades som PDF).
Men Beighton er ikke opfinder af drevet. Drevet betegnes nemlig også det Romerske drev, hvilket gør det mere sansynligt, at drevet stammer fra Rom og Marcus Vitruvius Pollio, på dansk ofte kendetegnet ved navnet Vitruv (ca. 75 f.Kr.-25 f.Kr.), som var en romersk arkitekt og ingeniør, der er kendt for sit store værk "De architectura", som er en afhandling om arkitektur/en guide til byggeprojekter, dedikeret til sin protektor, kejser Caesar Augustus, som samlede lærde omkring sig. I De architectura (forfattet ca. 35 f.Kr. og genfundet i 1414) behandler Vitruv arkitektur som imitation af natur, hvilket leder ham frem til studiet af den "perfekte bygning", nemlig menneskekroppen.
Der var ingen gear i de tidligste møller, men romerske ingeniører byggede vandmøller med gearing, og den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius beskriver disse typer og i den sammenhæng, helt givet, også det Romerske drev.
Det er værd at hæfte sig ved, at Beightons tegning af det romerske drev, hviler på en underfaldsmølle, tilsvarende vi finder fra Aa-Mølles start, så teoretisk set, kan møllen være født med det romerske drev og ihvertfald meget sandsynligt være installeret i perioden frem til år 1800, hvor der er vidneudsagn om, at møllen havde to kværne. Så selv med begrænset vandforsyning er der evidens for, at det romerske drev, kan fungere selv med en begrænset vandforsyning.
Læs mere om dette og vandmøllernes lange og verdensomspændende historie i afsnittet "Fra Italien til Aa-Mølle".
9. Snoreskive (remskivens forgænger).
Snoreskiven skulle som nævnt ovenfor være påmonteret akselen mellem yderste/foreste (nr. 2) skovlhjul og (nr. 4) gravhjulet, lige inden for ydermuren. Ved en fejl, blev den ikke monteret, ved seneste renovering af skovlhjulet.
Som det fremgår af grundskitsen ovenfor gik snoretrækket fra Snorskiven mod venstre langs indersiden ydermuren, rundt om hjørnet via taljer og en mindre snoreskive, frem til (nr. 8) triøren.
8. Triøre
I sidste halvdel af 1800-tallet blev der opfundet mange maskiner til rensning af korn. Aspiratører, der ved hjælp af luft og solde skilte halm, sand og andre urenheder fra.
Triøren var et stort fremskridt for møllen og udvidede møllens mulighed for at skabe en bedre korn kvalitet og flere anvendelsesmuligheder for kornet. Mest til rensning af såsæd, men også til adskillelse skaller om kornkerner. Triøren består af en a)Blæser, en b)Renser og en c)Sorterer.
Når kornet kom ind til møllen indeholdt det varierende grader af ukrudtsfrø, avner, støv, jord og sten. Noget kunne blæses fra, andet skilles fra gennem sortereren.
Triøren fungerer ved at blæse ukrudsfrø fra kornet, samt sortere de små ukrudtsfrø og knækkede kerner, som ikke kunne bruges til sædekorn, pga. manglende spireevne. Samlet set opnåede kornet en højere kvalitet, eventuelt ved flere gennemløb. Det betød en mere omstædelig proces, som mølleren kunne tage ekstra betaling for, men betød også en større værdi af kornet for landmanden. Ukrudtsfrø og avnerne fra sortereren kunne landmanden få med hjem til hønse-/fuglefoder
Sortereren var forskellig fra kornsort til kornsort. Overfor triøren tilsvarende på gulvet, står en indmad/sorterer, beregnet til andre kornstørrelser, som kunne skiftes ind efter behov.
Oppe til venstre i billedet, ses en snoreskive på triøren.
Umiddelbart kunne man forestille sig, at den skulle kobles til (nr. 6) det romerske drev, som står umiddelbart bag triøren. Men det er ikke tilfældet. Snoreskiven på det romerske drev blev anvendt til den gamle (nr. 35A) blæser, som står i udstillingen på kværnloftet.
Som det fremgår af udsnittet af grundskitsen til højre, skulle triøren drives af en (nr. 9) snoreskive, som skulle sidde på hovedakslen mellem det yderste/forreste skovlhjul, lige inden for ydermuren og før gravhjulet. Snoren skulle føres hen langs ydervæggen, passerer en talje (som står i udstillingen) og gå i en næsten ret vinkel, hen til snoreskiven på triøren.
Bemærk også (den rustne) tragt oppe under loftet. Forsyningen af korn til (nr. 8) triøren kom oppe fra kværnloftet én etage oppe, hvor kornet blev hældt ned i en (nr. 36A) kube/tragt for at falde ned i i triøren gennem denne tragt.
Udsnit af grundskitse til gulvet/undermøllen, som omfatter forreste/yderste skovlhjul, snoreskiven, gravhjulet, det romerste drev, forløberen/taljen og triøren.
I møllens anden sektion:
6A. Drevet
Fra det inderste/bageste (Nr. 2A) skovlhjul går endnu en (Nr. 3A) kraftig firkantet træ aksel ind gennem ydervæggen og frem til yderligere et (Nr. 5A) gravhjul. Knapt så robust, som (Nr. 5) gravhjulet på hoveddrevet, men har, som vi så det på det (Nr. 6) Romerske drev også kamme (»tænder«), som griber ind i et stokkedrev.
Til gengæld er stokkedrevet anderledes robust, for her skal det bære en ny kraftig og firkantet træ aksel (nr. 26) Vællen, som ikke blot rækker én, men to etager op, til det der hedder Stjernehjulsloftet, hvor det skal drive det store (nr. 27) Stjernhjul.
Læg mærke til hvilket spinkelt grundlag den hviler på. Som alle de kraftige træ aksler er også denne forstærket med en metalstang (korrekt teknisk betegnelse formentlig et jernhoved), som er ført ind i (Nr. 26) vællen. Denne stang er ført ned i en slags bøsning, sænket ned i tværbjælken, i modsætning til hvad vi så i (nr. 11) gryden med bundspor. Det er således en stor vægt, på et meget lille fundament, men tilsyneladende tilstrækkeligt.
Til gengæld stabiliseres balancen af (nr. 26) vællen af huller gennem to etageadskillelser.
Her samles energien således op af inderste/bageste vertikale (Nr. 2A) skovlhjul, som via en horisontal (Nr. 3A) aksel, til et vertikalt (Nr. 5A) gravhjul, overføres til et horisontalt stokkehjul, op i en (Nr.26) vælle og op til det store horisontale (nr. 27) stjernehjul (supplementet til det (Nr. 6A) romerske drev), to etager oppe på stjenehjulsloftet, som ved overtræk vil drive yderligere en kværn (nr. 29) mel-kværnen, samt yderligere maskiner/funktionaliter på alle tre etager.
11. Gryde med bundspor (se ovenfor)
Som det fremgår af billederne, skal der smøres i alle overgange, for at nedsætte friktionen, så mest mulig energi føres videre. Det sker også i den skål, som akslen hviler i, en såkaldt (nr.11) gryde med bundspor.
Drivakslen til (nr.10) melsigten (nedenfor)
Drivakslen står til venstre for (nr. 10) melsigten og driver ved hjælp af snoretræk og tovværk, (nr.10) melsigten. Umiddelbart forbinder man ikke denne aksel med melsigten, men den fungerer via (nr.27) stjernhjulet på stjernhjulsloftet to etager oppe, som via et stokkedrev driver en aksel i kværnen, som går igennem gulvet i Stjernehjulsloftet, og ned til Gulvet som vi ser her. Derfor lidt uddybning af funktionaliteten.
Energien startes ved det vertikale (nr.2A) skovhjul, gennem en kraftig horisontal aksel ind til det vertikale (nr.5A) gravhjul, overføres herfra til det vertikale stokkedrev, som driver en kraftig horisontal aksel op til anden etage, Stjernehjulsloftet, hvor enegien driver det vertikale (nr. 27) stjernhjul og via et vertikalt stokkedrev sender energien ned i den aksel, som vertikalt går ned til (nr.10) Melsigten to etager nede på gulvet. Men her slutter festen ikke. Men foreløbigt dette forløb.
12. Slæde og 15. Vægtklods
(Nr.12) slæden ses i fuld størrelse på billedet til venstre. på dette billede, ses slæden i kanten af billedet øverst i højre side af billedet med forbindelsen over til (nr.15) vægtklodsen.
Grundlæggende fungerer denne forbindelse som en tovstrammer, som strammer det tov, som trækker (nr. 10) melsigten.
Tovet som driver (nr.10) melsigten, kommer ind fra højre, passerer rundt om snorreskiven på akslen og tilbage via (nr.12 ) slæden (som det lige anes i venstre side af (nr.12) slæden). Så (nr. 12) slæden er grundlæggende en talje, som styrer tovet/energien fra snorehjulet ind til (nr.10) melsigten.
Tovet som går ud til venstre fra (nr.12) slæden er forbindelsen til (nr.15) vægtklodsen, som sørger for, at det tov som driver (nr.10) melsigten holdes stramt og ligger stramt i de snorehjul og drev, som driver (nr.10) melsigten.
Drev til (Nr.10) melsigten
På venstre siden af (nr.10) melsigten finder vi denne aksel.
Det er således ikke snoretrækket fra (nr.12) slæden, som direkte driver (nr.10) melsigten. Tovet fra slæden, går omkring en snoreskive øverst på akslen, som driver denne aksel rundt og ved hjælp af et krondrev/spidshjul på selve akslen, griber ind i det hjul, som er monteret på (nr. 10) melsigtens aksel og som driver tromlen i (Nr.10) melsigten rundt.
Fordelen ved denne teknik er, at kronhjulet/spidshjulet kan hæves og tages ud af indgreb, så (Nr.10) melsigten kan standses, uden at forstyrre andre aktiviteter i møllen. Så igen en slags kontakt, som kan slås til og fra.
Bemærk at der igen i bunden af også denne aksel, sidder en (nr.11) gryde med bundspor, som reducerer friktionen, så rotationen sker uden væsentlig modstand.
Bemærk tilsvarende den kasse og aluminiums del der sidder på siden af (nr.10) melsigten. Det er en anden slags meltud (en skakt) som sender den mel ned til (Nr.10) melsigten, som skal sigtes. Melet produceres i (nr.29) kværnen, to etager oppe på stjernehjulsloftet.
10. Melsigte
Hvis melet skal være fint, bliver det sigtet. Det fine brødmel blev taget ud fra skodderne i bunden, som færdigt sigtemel og hældes tilbage i sækken som færdigt mel til bagning af de fineste brød. Affaldsprodukter blev ledt bagud i højre side.
En lille fiks konstruktion. På tromlen kan man se en horisontal "mede" midt på tromlen. Vertikalt øverst og inde i toppen af tromlen er placeret en løsthængende pind. Hver gang pinden slipper en mede, klapper den "venligt" ned på tromlens sigte. Herved opløses eventuelle mel klumper, så de kan passerede sigtehullerne i tromlen.
Det ene af to skodder til udtagning af mel.
Sigtemel er en blanding af hvede- og rugmel, der er frasigtet skaldele og kim, så resultatet bliver lyst og bagevenligt. Sigtemel anvendes især til at bage det klassiske Sigtebrød, men er også rigtig godt at bruge som konsistens og smagsgivere i andet bagværk.
Ifølge mølleforsker Lise Andersen: "I 1700-tallet dukker sigten oftere og oftere op i beskrivelser af møllerne. Ved gennemgangen af brandtaksationerne af Falsters møller, blev der fundet dokumentation
for sigter i 11 af 24 kendte møller fra perioden 1774-1795. Hvorvidt det dækker Aa-Mølle står uafklaret."
16. Meltud til udtagning af valset korn
Ligeledes fra stjernehjulsloftet dumper korndele, som valset havre, ned gennem meltuden til gulvet og samlet op i en sæk. Kornet kommer fra (nr. 30) valsen på stjernehjulsloftet to etager oppe. Valsen kunne også bruges som grynkværn til bl.a. byggryn, gryn af byg. Det var tidligere almindeligt med vandgrød af byg til formad.
Valset korn, hovedsaglig havre til hestefoder , gjorde at hesten udnyttede næringsstofferne bedre. Ved knækning, valsning eller formaling af korn øges næringsværdien, idet kernernes yderste hårde skaldele bliver revet itu, så fordøjelsesenzymer lettere og hurtigere kan nedbryde stivelsen i kernerne.
Trappen
Når bondemanden kom til møllen, skulle kornet transporteret op ad denne trappe fra gulvet til kværnene på enten kværnloftet eller stjernehjulsloftet. Det ville være et tungt arbejde, hvis de op til 100 kg tunge sække, skulle bæres op på ryggen.
Ikke at man havde arbejdsmiljø lovgivning på denne tid, men bønder og møllerkarle, havde i forvejen i meget "møjsomt" liv.
Slisken
Ved at omdanne trappen til en sliske, med disse to brædder, kunne man benytte sækkehejseværket på stjernehjulsloftet, til at trække sækkene op til den etage hvor kornet skulle bearbejdes.
13. Tov til sækkeværket
(Nr.13) Tovet til højre for trappen kunne bruges til at manøvrere sækkehejseværket på stjernehjulsloftet.
14. Stol og hejseværk
Dette hejseværk brugte man også til at løfte en op til 100 kg tung melsæk op på stolen, så den kom op i den rigtige højde, når den skulle bæres ud. Derved skånede man ryggen.
19. Toldmål
Mølleren måtte tage et toldmål pr. skæppe korn, der blev malet. Eller 7 toldmål pr. tønde. Det var hans betaling.
Kornet kunne mølleren bruge selv eller sælge som færdigmalet mel.
En toldmål er en attendedel af en skæppe. Det var møllerens ret at tolde af kundernes korn, for på den måde at få hans betaling. Dette foregik med et toldmål/toldkop, der var mærket med myndighedernes stempel, så man kunne være sikker på, at den målte præcis en attendedel skæppe, hvilket svarer til lige knap en liter. Denne betalingsform omtales som maleløn. Fra 1917 måtte man ikke længere bruge toldkop, men fik betaling i form af et aftalt beløb per tønde.
En skæppe
En skæppe er som beskrevet en måleenhed, men ovenstående billede viser, med en diameter øverst 31 cm og højde 24 cm, hvor stor en skæppe er. Den lille "tønde" kaldes derfor også en skæppe. Den indeholder en ottendedel af en tønde. En tønde svarer til 139,121 l og en skæppe svarer til 17,39 l. En skæppe var et meget brugt mål på møller og man havde derfor som regel et skæppemål. Af denne måtte mølleren så tage et toldmål i løn. Illustrationen er ikke en overlevering fra Aa-Mølle og har iøvrigt ingen sammenhæng til Aa-Mølle. Men der har formentlig også været et skæppemål på Aa-Mølle.
52. Afregningpult
Ved denne pult kunne mølleren stå og skrive regninger