Energiudveksling
Hvor der i dette og andre afsnit er angivet numre, henviser de til den velkomstguide der findes på tre sprog i Aa-Mølle
Plan af underetagen/Gulvet
Af planen fremgår, hvorledes den vandkraft der frembringer energien i Skovlhjulene, bringes ind i Kværnhuset.
Der er to Skovlhjul, som leverer energi ind i Kværnhuset til to forskellige afsnit i Kværnhuset.
Område 1 (i den nordlige ende af kværnhuset) det yderste Skovlhjul med det Romerske drev. Den røde energilinje markerer energien som går fra Skovlhjulet via en aksel, ind til "knudepunktet" med det Romerske drev og via en ny aksel, til venstre, og videre ud i underetagen. Samme knudepunkt leverer også energi via en tredje aksel, som går lodret op i Kværnhuset.
Områder 2 (i den sydlige ende af Kværnhuset) det inderste Skovhjul. Den røde energilinje markerer at energien går fra Skovlhjulet via en aksel og ind til et sidedrev og via dette sidedrev og endnu en aksel, lodret op i Kværnhuset.
Vi vil følge hvad der sker i disse seperate energi afsnit i Kværnhuset.
Energiudvekslingen starter her, hvor vandet fra møllesøen, via malekammen, falder ned i skovlhjulet og sætter dette i bevægelse.
Her vises den ydre søle og søleblok (nr. 4) på yderste (foreste) skovlhjul.
En søle er betegnelsen for de jernaksler, der sidder i begge ender af den store træaksel , der går mellem skovlhjul og gravhjul. Sølen hviler i et stenleje også kaldet en søleblok.
Oprindelig lagde man et stykke ”tælle” (flæsk) over akselenderne på søleblokkerne. Nu smøres alle fire leje med konsistensfedt.
Indre søleblok fra yderste skovlhjul.
Det er herfra det romerske drev er forbundet.
Indre søleblok fra inderste (bagerste) skovlhjul.
Elektricitet er nutidens energi, men også vandmøllerne havde deres afbrydere og stikkontakter.
Malekarmen deler sig i to, så der kan ledes vand til begge Skovlhjul. Men malerkarmen har også to lemme, så man kan vælge kun at lede vand til det ene eller det andet Skovlhjul. Ved at lukke den ene lem, vil vandtrykket i den anden del af Malekarmen øges, så den større kraft ville øge den energi, der kan opfanges i det andet og åbne skovlhjul.
Snit af hovedakslen fra Nordvest
På denne tegning kan vi se i
Område 1, energien fra det forreste Skovlhjul forplante sig op i den lodrette aksel til Hovedkværnen Kværnloftet, som tidlere skitseret gennem det Romerske drev (på Gulvet) til venstre ud i underetagen og via Stokkedrevet op til næste etage Kværnloftet hvor vi finder en såkaldt Skallekværn (nr. 7), på samme etage som Hovedkværnen. Skallekværnen er kun en af flere maskiner, som kunne kobles til.
Område 2 hvordan energien fra det inderste Skovlhjul forplantes lodret op via en aksel til et Sternhjul (Tysk afledt betegnelse) (på Stjernehjulsloftet), med stokkedrev der driver kværn, hejseværk og melsigte.
Så igen en effektiv udnyttelse af energi, som sendes rundt i Kværnhuset, op, ned og til siden, for at udnytte alle muligheder.
Specielt område 2 er yderligere interessant i en historisk sammenhæng. Nationalmuseet skriver om "indeholder en af de tidligste typer gear til skalle-kværnen, forløberen til det senere stjernhjulsdrev" og "Hjul .1 blev ombygget tidligt i det 19. aarhundrede, og kværnloftet blev samtidig forhøjet 1 alen = 0,63 m. Paa et eller andet tidspunkt efter 1850 blev gravhjul/krondrev-sættet paa hjul .2 udskiftet med støbejern." Det man havde forberedt var formentlig etablering af et Sternhjul. Hvis man kigger på profiltegningen, kan man se, at Kværnloftet lige præcis er hævet 63 centimeter over Kværnloftet hvilket netop skabt rum for etablering af et Stjernhjul.
På Aa-Mølle er Skallekværnen og det specielle gear i dag knyttet til det Romerske drev via et Stokkehjul op til Kværnloftet, mens der er etableret et Stjernhjulsdrev på Stjernehjulsloftet.
Kraftoverførsel fra inderste (bagerste) skovlhjul
3. Akselen der overfører vandkraften fra skovlhjul til drev. Det store gravhjul sidder om denne aksel. Her ser vi akslen fra det inderste skovlhjul.
Når det lodrette gravhjul går i indpas med det vandrette stokkedrev bliver kraften ført via vællen,(nr. 26) den lodrette aksel, til stjernhjulet(nr. 27) på Stjernehjulsloftet oppe under kværnhusets tag. I mange møller er antallet af tænder et primtal, altså et tal, der kun kan deles med sig selv og med 1. På den måde bliver sliddet fordelt over alle tænder.
Gravhjul og stokkedrev i indpas.
Når man taler om gearing, er der tale om dette fænomen: De store hjul løber langsomt, men deres tænder griber de mindre hjul, der virkelig får fart på og hvirvler rundt. Hver gang et stort hjul løber én tur rundt, løber det lille mange gange. Forholdet mellem de to hjul kaldes gearingsforholdet.
Øverste del af vællen(nr. 26) med stjernhjul(nr. 27). Billedet er fra Stjernehjulsloftet oppe under Kværnhusets tag.
Kraftoverførsel fra yderste (forreste) skovlhjul
5. Gravhjul, der sidder om akslen fra skovlhjulet. Her fra det forreste skovlhjul.
Tænderne på de store gravhjul, som var meget udsatte for råd, blev smurt med oksetalg, fordi det bevarer egetræs-tænderne bedst.
Bagsiden af gravhjulet.
Det koniske drev, mellem stolperne, trækker kværnen (nr. 29) ovenover.
Det andet koniske drev sidder på en sideaksel, der trækker et mindre hjul, der igen trækker skallekværne/gruben(nr. 33) ovenover.
Det er dette system, med to aksler tilkoblet samme skovlhjul, der kaldes romersk drev. (nr. 6)
6. Det romerske drev
Hvor et gravhjul normalt driver èt drev, oftest lodret, så er det romerske drev, som nævnt, i stand til at trække to drev samtidigt eller hver for sig.
Dette giver mulighed for at udnytte vandkraften til flere forskellige maskiner.
For enden af den sideakslen sidder et mindre hjul (forløber), der via stokkedrev trækker gruben (7)
Det lille træhjulet på sideakslen kaldes en snorskive, den er beregnet til et snoretræk der fører op på loftet hvor det så har trukket den gamle blæser(40) Herom senere.
11. Gryde med bundspor
Grydeformet bundleje med justeringsmuligheder. Findes på alle lodrette aksler.
Billedet her viser en jernkile, der er drevet ind i et spor i den lodrette jernaksel.
Fjernes førnævnte jernkile, kan man løfte det koniske drev ud af indpas med gravhjulet.
Herved standses kværnen. Hvorimod sideakslen fortsat kan køre. Såfremt drevet er i indpas med gravhjulet.
Hvordan man har fået det hejst op står hen i det uvisse, men det må have krævet flere mands kræfter eller en hejseanordning af en slags, Måske begge dele.
På lignende vis kan sideakslen frakobles.
Det er altså takket være det romerske drev muligt at udnytte en eller flere funktioner efter behov.
Tilsvarende Malekarmen kan man med det Romerske drev, afkoble den energi, som ledes ud i underetagen.
Den aksel der driver energien til venstre og ud i underetagen, kan løsnes (i "Knudepunktet" (a) og skubbes lidt til side, så den slipper indgrebet i det store tandhjul, som driver akslen rundt (se nærbilledet). Herved vil al energi kunne fokuseres på den aksel, som går lodret op i Kværnhuset til kværnen en etage oppe. Tilsvarende kan man afkoble den lodrette aksel, så al energi sendes ud til venstre, til drift af diverse maskiner.
Det yderlige specielle ved det Romerske drev er, at akslen som driver energien ud i underetagen, kan tilkobles flere forskellige maskiner.
Dels gennem snoretræk (b) (enten snoreskive (9), som sad på hovedakslen fra Skovlhjulet og/eller den snorskive der sidder på sideakslen på det romerske drev (b) , men også ved direkte opkobling via et såkaldt Stokkedrev (c).
Som i alle livets forhold, krævede det en hårfin balance, at disponere energien rigtigt, så alt der er tilkoblet også kan drives rundt. Hver tilkobling giver jo enerti/modstand og kræver sin del af den energi, som kommer fra Skovlhjulet.
Snoretræk
Snoreskiven, der er påmonteret sideakslen, drev og trak ved hjælp af snore, ført gennem loftet og via taljer, blæseren(nr. 40)
Den lille blæser (40) blev brugt til at sorterer skaller og kerner, efter kornet var blevet afskallet i gruben også kaldet skallekværnen (nr. 7)
Dette var en ret grov sortering og kornet herfra blev antageligvis brugt til foder.
Blæseren blev, i forbindelse med den seneste restaurering af Aa-Mølle, flytte fra sin oprindelige plads, der givetvis har været et fag til højre for hvor den nu står.
På bjælken til højre i billedet ligger et stykke bevaret gulvplanke, hvorigennem snorene fra snorskiven sansynligvis har været ført igennem.
På blæserens forside ses en lille snorskive.
Billedet her viser pladseringen af de forskellige maskiner i forhold til hinanden.
Kuben i forgrunden er til kværnen. Herom andetsteds.
Blæseren (nr. 40) ses bagerst til højre.
I midten ses afskærmningen (kravlegården) til skallekværnen/gruben (nr. 7), til højre herfor anes kuben til gruben.
Til venstre i billedet har vi kube og tragt (36) til triøren på underetagen.
Denne snorskive (9) burde side lige inden for muren, på den store aksel fra det yderste skovlhjul.
Men sidst akslen blev udskiftet ca. 2004 forsømte man at få den sat på plads, så nu må den vente på en ny aksel.
Her ses snorskiven, gennem muren, under renoveringen.
Ved hjælp af en sindrig anordning med reb og taljer leverede snorskiven trækkraft til triøren, bemærk den "lukkede" snorskive hvorpå triørens trækanordning er monteret.
Triøren står i Aa-Mølles underetage, og er den maskine der følger efter blæseren (40) på overetagen.
Rebslagning
Som beskrevet tidligere blev energioverførslen fra vandkraften ført videre til mindre maskiner ved hjælp af snoretræk.
I gamle dage slog man selv sine reb i Aa-Mølle. Man etablerede en reberbane, som er det sted hvor en rebslager laver tovværk. Det oprindelige udstyr eksistere ikke længere i møllen.
Med ved hjælp af en lille elektrisk hjælpemotor demonstrere Hans Hedegaard her princippet i rebslagning for besøgende ved mølledagen i 2007.
Der anvendes en såkaldt top, rebslagertop, slåtop eller snøretop, til at styre de 3 eller 4 kordeller, som rebet skal slås af.