Kraftkilder

Vandtilløb og kraft

Vandkraften har i Danmark været udnyttet siden middelalderen, måske endog siden vikingetiden. Vandmøller kunne bruges til at trække møllesten rundt, så kornet kunne males til mel.

For at overføre vandkraft til en mølle, skal man have møllehjul til at opfange energien og føre den ind i møllen. I takt med udviklingen af møllen har man etableret møllehjul, som kunne udnytte de vandmængder, som var til rådighed og kunne drive møllehjul, som mest effektivt og bedst muligt kunne overføre denne energi til møllen.

Fra historien bag Aa-Mølle ved vi bl.a.:

"Før ca. 1490 blev Å Mølle opført som kornmølle. Møllen blev opført som en underfaldsmølle."

"1839 blev Aa-Mølle skyllet bort af stormfloden d. 2.-3. januar 1839, og en overfaldsmølle i bindingsværk blev opført på sin nuværende placering, hvor den blev forsynet med brystfaldshjul."

"1850´erne kanaliseres Resen Kær Å og møllen fik herefter kun vand fra Fald Å. Vandspejlet blev hævet og møllehjulene ændres til overfaldshjul."

Der er nedenfor redegjort for hvilken effekt det har haft for effektiviseringen af møllen, som har været helt afgørende for, hvilke nye drev/maskiner, som har kunnet tilføres møllen. 

"Aa- mølle var i brug indtil  begge møllehjul brød sammen i 1953 . Derefter blev vandforsyningen til møllen overflødig, og den gravede kanal der førte vandet fra Faldå  til Møllesøen blev dækket til og store dele af Reesen Mose blev afvandet, så man kunne dyrke jorden."

"I 1961 blev Aa-Mølle købt af Nationalmuseet , der påbegyndte en omfattende restaurering der omfattede nyt tag og ydremure, gulve og meget mere. Restaureringen gik imidlertid i stå, og  ansvaret for Aa-Mølle blev overgivet til Lemvig Museum i 1975, der igen overdrog den til Danske Møllers venner i 1978."

I 1994 indledte Danske Møllers venner et samarbejde med Gudum Sogneforening. I fællesskab blev restaureringen færdiggjort og møllen kunne  genindvies i 1999."

Mølledammen blev retableret ved, at der blev lavet en 25 meter dyb boring ned i et vandlag, der står under tryk. Inde i boringen placerede man et rør og udnyttede det eustatiske tryk til at få vandet presset op i røret og efter behov ud i mølledammen.

Herved fik mølledammen igen, i forhold til møllen, samme funktion som et vandtårn. En højdebeholder som fungerer som vandlager og som ved udstrømningen af vand, får  større hastighed, jo længere det falder. Der blev dermed skabt en mere stabil vandforsyning til mølledammen, i forhold til de oprindelige tilløbne åer, som afhængigt af årstiden, var væsentligt mere ustabile med vandtilførsel.
Som oprindeligt var det stadig nødvendigt med et vandlager, da der ellers ville være for store udsving i tilførslen af vand til møllen. Med den nye konstruktion, med opsamling af regnvand, supplering med tilførsel af vand fra den eustasiske brønd og anvendelse af overskudsvand opnåede man samlet en mere stabil vandstand.  
Mølledammen fungerer nemlig som trykskaber, så der er konstant og tryk nok på det vand, der ledes frem til drift af møllehjulene. I forbindelse med restaureringen af møllen og anlæggelse af en ny mølledam gav det mulighed for at levere større kraft til møllen. 

Når vandet har afleveret sin kraft til møllen, returneres det til møllesøen, ved hjælp af en pumpe. Primært for at kompensere for afdampning, men generelt for at udnytte overskudsvandet bedst muligt.

Restaureringsarbejdet afsluttedes i 1999.