Stjernehjulsloft
Stjernehjulloftet er betegnelse for det aller øverste loft i Aa-Mølle, placeret i sektion 2.
Ifølge Mølleforum er Stjernehjulet opfundet i forbindelse med den hollandske vindmølle.
I løbet af 1700 -tallet udvikledes stjernehjulet, en mekanisme, der fordeler kraften til kværnene. Dette blev typisk installeret på kværnloftet, men en del møller har et selvstændigt stjernehjulsloft over kværnloftet. I Danmark er det især i Jylland, der har været bygget møller med stjernehjulsloft. På øerne er stjernehjulet derimod oftest placeret på kværnloftet over kværnene.
Ifølge Nationalmuseets rapport: "Hjul .1 (Teknisk nr. 2A) blev ombygget tidligt i det 19. aarhundrede og kværnloftet blev samtidig forhøjet 1 alen = 0,63 m". Altså i 1800 tallene.
Plantegning af gulvet/undermøllen med energilinjer
Som omtalt under afsnittet om gulvet, er Aa-Mølle i dag opdelt i to sektioner, hvor sektion 1. har udgangspunkt i (2.) skovlhjul hvor det romerske drev er hjertet i kraftfordelingen og den anden sektion 2., har udgangspunkt i (2A) skovlhjul, hvor Stjernehjulet er hjertet i kraftfordeligen. Kigger man horisontalt har hver sektion sit "maskinrum" op igennem møllen, som det fremgår af tegningssnittet til højre.
På den etage, som betegnes Gulvet, har Aa-Mølle det Romerske drev, som var forløberen til stjernehjulet. Fidusen med det romerske drev var, at det blev muligt ikke blot at etablere en direkte forbindelse mellem et skovlhjul og én kværn men også, at kunne koble yderligere en skallekværn ved undertræk til samme skovlhjul samtidig med flere andre maskiner/funktioner. På grund af betegnelsen "romersk" antages dette drev, at have en forbindelse til Rom i Italien. Umiddelbart en revolution i vandmølle driften, fordi flere ting kunne håndteres, med udgangspunkt i ét skovlhjul.
Profiltegning af møllens hovedaksler set fra nordvest
Med disse to drev er Aa-Mølle således udviklet først med inspiration fra Italien og senere fra Holland. Altså som en hybrid af helt forskellige mølletyper og oprindelse. Som det fremgår var der ikke yderligere plads til flere drev på Gulvet, men med Stjernehjulet kunne man nu, efter en mindre ombygning, en slags "hems" på loftet, tilføre yderligere funktionalitet og kapacitet til møllen, hvilket ville udvide produktiviteten i møllen væsentligt. Og det er formentlig begrundelsen for, at Aa-Mølle har klaret sig så længe og så godt. For møllen skulle jo tjene penge ind for at overleve.
Stjernehjulet fordeler kraft til kværn og øvrige funktioner.
Reguling af energimængden til Stjernehjulsloftet
Ovre i Stjernehjulsloftets syd-/østlige hjørne er det håndtag som regulerer vandmængden og dermed energimængden til Stjernehjulsloftet. Det er en rimelige primitiv konstruktion, men dog mere avanceret end det snoretræk, som driver energien til Kværnloftet. Som det fremgår er der hakker i håndtaget, som kan sættes i hak i Stjernehjulsloftets gulv og en kæde, som kan sætte håndtaget i spænd, så det ikke skrider.
Under gulvet kan vi se bunden af håndtaget og det jern, som griber fat i den lægte, som "normalt", vil være være monteret omkring lægten og som går ud gennem væggen til malekarmen.
Udenfor ved malekarmen, kommer lægten ud af væggen. Første opstander fungerer som vippepunkt for lægten, så når håndtaget på loftet trykkes ned, vipper lægten op i "A"-konstruktion, for enden af lægten. "A" konstruktion sikrer, at der kommer et lige træk i begge sider af lemmen, åbner den sprække under lemmen, som sikrer, at der kommer vand igennem til inderste (2 A) skovhjul nede under malekarmen. Jo større sprække, jo mere vand, jo mere energi vil skovlhjulet sende ind til Stjernehjulet og gennem alle de forskellige aksler, hjul, drev og maskiner, som drives af stjernehjulet.
Kværnloftet blev forhøjet
Som det fremgår af billedet, hvor Stjernehjulsloftet er placeret i baggrunden af billedet, ser man tydeligt, at Stjerneloftet er placeret på en "hems", med et gulv løftet i forhold til det oprindelige kværnloft.
På billedet kan Stjernehjulet ikke identificeres, for det er placeret helt oppe over hanebjælkerne, tættere på taget.
(Nr. 27) Stjernehjul
Med stjernehjulet er energien nu bragt op på Stjernehjulsloftet, som et stort kraftudtag. Så skal vi bare finde ud af hvordan og med hvilket formål den skal føres frem. Og det er ikke mindre kompliceret end med det Romerske drev. Stjernehjulet med stokkedrev og hjuldrev blev nu i stand til at drive kværn, hejseværk og melsigte. Et uhørt spring i teknologi på den tid.
(Nr.26) vællen
Som det fremgår af beskrivelsen under afsnittet Gulvet, samles energien fra inderste/bageste vertikale (Nr. 2A) skovlhjul og via en horisontal (Nr. 3A) aksel, til et vertikalt (Nr. 5A) gravhjul, til et horisontalt stokkehjul, og op i (Nr.26) vællen (den kraftige aksel på billedet). Op til det store horisontale (nr. 27) stjernehjul, to etager oppe på stjenehjulsloftet.
Fastkilet på stående aksel - Vællen
Stjernehjulet er et stort kamhjul, der er fastkilet på en stående aksel, hvorfra kraften kan ledes ud til en række drev.
Da stjernehjulet alene hviler på en skive og er kilet fast med trækiler, som jo er et levende materiale, følsom overfor fugt og temperaturer, er det vigtigt, at specielt kilerne med jævne mellemrum efterses og bankes på plads for at stjernehjulet kan holde balancen og dermed de rigtigte greb i disse drev.
Øverst er akslen formentlig fæstet i en (nr.11) gryde med bundspor, som tilsvarende medvirke til, at Nr. 26) Vællen kan holde balancen. Men det står endnu ubekræftet.
(Nr. 27) Stjernehjul
Som det fremgår af billedet er det store stjernehjul forsynet med bl.a tænder, så det kan gribe ind i relevante stokkedrev, som f.eks. det, der aktuelt ses til højre for Stjernehjulet.
Det store hjul løber langsomt, men tænderne griber ind i de mindre hjul, der virkelig får fart på og hvirvler rundt. Hver gang et stort hjul løber en tur rundt, løber det lille mange gange. Forholdet mellem de to hjul kaldes gearingsforholdet. I mange møller er antallet af tænder et primtal, altså et tal, der kun kan deles med sig selv og med 1. På den måde bliver sliddet fordelt over alle tænder.
Stjernehjulet viser mere lavpraktisk, hvordan energien fra stjernehjulet fordeles ud i tre grene, via to stokkedrev og et hjuldrev.
Stokkedrev med aksel til kværn
Det stokkesdrev, som vi så på billedet ovenfor, på højre side af stjernehjulet, driver en massiv træaksel, som fører ned til (nr. 29) Kværnen.
Forskellen i den store diameter på stjernehjulet og kværnens mindre stokkedrev, betød en højere hastighed end på det Romerske drev, så alene dette gav nye muligheder for Aa-Mølles effektivitet.
Stokkedrev til valse
Omme på bagsiden af Stjernehjulet, set fra forsiden af Stjernehjulsloftet lidt til venstre, findes endnu et stokkedrev, lidt mindre end det første, men som tilsvarende sender energien ned ad, denne gang lidt af en omvej til en valse. De færrer antal stokke gør, at dette stokkedrev kører endnu hurtigere end det første, hvilket igen åbner for nye muligheder.
Hejseværkets drivhjul
Og så overraskelsen, kun synligt fra bestemt vinkler, ovenpå det store kamhjul, som ses på næste billede. Stjernehjulet med endnu et drev, kaldet "drivhjulet", som er energiforsyningskilden til Aa-Mølles Hejseværk.
Hejseværkets drivhjul, der formentlig er lavet af poppeltræ, presses ned mod oversiden at stjernehjulet, der ligeledes er beklædt med poppeltræ, som giver en god friktion.
Forskellen i diameter på stjernehjulet og kværnenes mindre stokkedrev øgede kværnenes hastighed betragteligt i forhold til tidligere. Dette blev herefter forbundet med møllens øvrige vitale dele, bl.a. en eller flere kværne. I de ældste tider måtte man bygge et ekstra skovlhjul, hvis man ønskede mere maskineri. I Tyskland kendes således en mølle med hele 10 skovlhjul. så der har løbende gennem tiden været eksperimenteret med forskellige metoder til at få flere kværne og funktioner.
Aa-Mølle er således med det Romerske drev (som antages at have oprindelse i Italien) og senere med Stjernehjulet (oprindelse fra vindmøller i Holland), blevet i stand til, at fordele kraften på mange flere maskiner og der kunne foretages en hidtil uset opgearing af hastighed og kapacitet, formentlig med både dobbelt og 3-dobbelt gangtøj (gear).
Det har derfor været et stort privilegium for Aa-Mølle, at have penge til rådighed til at udnytte disse nye opfindelser fra forskellige lande og i rette tid, til at holde møllen profitabel og i drift.
En helt afgørende årsag til, at Aa-Mølle eksisterer den dag i dag.
Vi vil drev for drev kigge på, hvad de enkelte drev gav mulighed for at sætte i gang af maskineri i møllen.
Stokkedrev med aksel til kværn
Overordnet illustration af hvordan kværnens funktionalitet er bygget op.
Dette er ikke en præcis skitse af Aa-Mølles funktionalitet og betegnelserne vil afvige, men for at illustrere bedst muligt hvorledes kværnen er bygget op. Direkte sammenligneligt er overgangen fra Stjernehjul og stokkedrev, øverst i tegningen, og akslen ned igennem kværnen og videre ned under gulvet.
Ophavsret søgt ved Gitte Husballe, Skamstrup Mølle Laug, Skamstrupvej 30, Mørkøv. Møllens oprindelige adresse 29B.
Link til dokument.
Skamstrup Mølle gik til under orkanen i 1999 og er ikke genopbygget.
28. Stokoren
Stokkedrevet til højre for stjernehjulet (set fra broloftet) leverer energi til (Nr. 28) stokeren.
Med Nederlandsk ustyr (stjernehjulet), følger nedenlandske udtryk, som Stokeren. "Første led via engelsk stoker, fra nederlandsk stoker 'fyrbøder', afledt af ældre nederlandsk stoken 'puffe, støde" betyder egentligt, nutidigt, "fyringsanlæg med automatisk tilførsel af fast brændsel som fx træflis eller halm.", så mon ikke det er et nedarvet udtryk for en aksel, som med afsæt i et stokkedrev, overfører energi til en Kværn som "fodres" med korn? Det giver da god mening.
Kikker man nøjere på akslen, kan man se tydelige slidspor under metalringene på akslen.
Akslen kan løftes, så afstanden mellem stenene kunne reguleres efter hvor meget man ønskede kornet bearbejdes.
I kværnen ligger to sten. ”Liggeren” - også kaldet understenen - som ligger fast, mens den anden ”løberen” - eller overstenen - drives rundt ved den energi som leveres gennem akslen. Stenene var billet – det vil sige, at der var hugget stråler i stenenes overflader. Når stenene kører mod hinanden virker strålerne som sakse, der skærer kornet i stykker.
Se eventuelt yderligere om kværnsten, slibning, korn m.v. i forbindelse med (Nr. 7) Skallekværn (Gruben), som beskrevet på siden Kværnloftet.
29. Kværnen
Som det fremgår af billedet til venstre sender stokkedrevet via en akslen Stokeren , energien ned i (Nr. 29) Kværnen
Kværnen består af ”kuben”, ”stolen”, ”rysteren”, ”støvkarret” og to møllesten (kværnstenene). De to møllesten fungerer ved, at kun den øverste drejer rundt. Se eventuelt mere om kværnens opbygning og teknik i afsnittet med (Nr. 7) Gruben / Kværnen på kværnloftet.
Kornet blev hældt i kuben.
Afhængig af den mængde energi der var til rådig med vandet fra møllesøen, kan et lille skod på kuben åbnes mere eller mindre så man kan male mere eller mindre korn ad gangen. Også rysteren spiller en rolle i reguleringen, så der kunne doseres mere eller mindre korn til kværnen.
Ringkarret, der omkranser både ligger og løber, er monteret, så afstanden mellem ringkar og kværnsten er ca. 6 cm. Det er i dette rum, at melet ved centrifugalkraften slynges ud og føres til udløbet og meltuden, under Stjernehjulloftet gulv, til (nr.10), Melsigten på Gulvet.
Ringkarret (kassen på billedet), der omkranser både ligger og løber, er monteret, så afstanden mellem ringkar og kværnsten er ca. 6 cm. Det er i dette rum, at melet ved centrifugalkraften slynges ud og føres til udløbet og meltuden, under Stjernehjulloftet gulv, til (nr.10), Melsigten på Gulvet.
Udløbene fra ringskarret er i dag blændet af (den lille påmonterede kasse), så kværnen af hensyn til fødevarebestemmelsern, ikke længere kan anvendes til kværning af mel. Risikoen for at tiltrække rotter og andre gnavere er simpelthen for stor.
31. Letværket - Kobling til nr. 28 Stokeren
Til at regulere afstanden mellem kværnstenene, brugte man dette håndtag. Afstanden mellem stenene gjorde forskellen på, om man fik fint eller groft mel. Jo mindre afstand mellem stenene jo finere mel.
Med snoren, kan man stabilisere håndtaget, så afstanden mellem kværnstenene blev opretholdt, når der blev løftet til ønsket afstand mellem stenene. Og der skal lægges kræfter i, for man løfter ikke alene hele akslen, men også den øverste kværnsten inde i kværnen.
Håndtaget er meget langt på denne side af klodsen, som understøtter håndtaget og tilsvarende kort, på den anden side klodsen. På det korte stykke af håndtaget er der monteret et fladjern, som går ned igennem gulvet. (kan lige anes som en plet for enden af håndtaget. Forskellen i længden på stykkeren gør, at der skal lægges færre kræfter i trykket på den lange del af håndtaget, for at løfte den vægt, der hviler på det korte stykke af håndtaget. Vi skal under gulvet, for at se hvilken vægt, der hviler på det korte stykke.
(vær opmærksom på, at der er et letværk med nr. 31 på både Kværn- og Stjernehjulsloftet, men med forskellige løftemekanismer under gulvet)
Når håndtaget på loftet presses ned, løftes fladjernet op og vipper tilsvarende bjælken som fladhjernet er fæstet til, op mod undersiden af loftet. Det helt spændende er så hvad der sker i den anden ende af denne bjælke. Bjælken forsvinder bag en opstander og umiddelbart ville man forestille sig, at bjælken var fæstnet til opstanderen og at den anden ende af bjælken vil blive tvunget tilsvarende ned. Specielt hvis man kigger på bjælken, på den anden side af opstanderen, som vi ser på næste billede.
På dette billede finder man den anden ende af bjælken.
Umiddelbart når man ser på billedet, ser det jo rigtigt ud for bjælken ser jo ud til at være løftet op mod loftet. Som hvis der havde været et omdrejningspunkt på opstanderen, som bjælken kunne dreje omkring. Helt normalt vægtstangsprincip. Fladjernet i denne ende af bjælken, også fæstnet i klodsen, vil så blive trykket op, Til normalt vægtstangsprincip hører også, at når bjælpen på venstre side af opstanderen er længst (på venstre side af omstanderen), bliver det nemmere, at løfte bjælpen på højre side, som er kortere. For en vægtstang, hvis lange arm er "a" gange længere end den korte arm, er den kraft, den lange arm skal påvirkes med for at opnå ligevægt, derfor "a" gange mindre end kraften på den korte arm. Det giver god mening.
Men hokus pokus. Nej. Det er ikke det der sker. For se nøje. Tæt på opstanderen kan man se en lille slids på undersiden og i bjælken, som på billedet forsvinder bag opstanderen.
Kigger vi på bagsiden af bjælken og blokken kan vi se, at fladjernet er fæstet i en krog oppe på loftsbjælken. Så denne ende af bjælken, har ikke en kort del. Hele bjælken fungerer som uforkortet vægtarm. Det indebærer at der skal lægges mindre kraft i bjælken, end hvis den var delt i to. Så funktionaliteten er mere kompliceret end det umiddelbart ser ud til.
Under og på bagsiden af blokken, kan man se, at der er monteret en firkantet jernstang, som er trukket hen mod den og fæstet i den slids, man kunne ane på det tidligere billede. Fra slidsen går jernet videre ned mod bjælken og rundt om en ny bjælke. Dette foregår bag opstanderen og er defor umiddelbart svært af se.
Bjælken, som den firkantede jernstang er fæstet til, bærer den aksel, som går ned gennem bunden af (nr. 29) kværnen og ned i (nr. 11) Gryde med bundspor på Gulvet.
Og når vi nu alligevel er forbi, kan man også bemærke, at snoretrækket midt på akslen, overfører den energi, som skal bruges til at drive (nr. 10) Melsigten.
Så den sammenhængende bevægelse, fra man aktiverer håndtaget på højre side af (nr. 28) Stokeren til afstanden mellem kværnstenene er, at når 1) (nr. 31) Håndtaget på stjernehjulsloftet presses mod gulvet, hæves det korte stykke på stjernehjulsloftet gulv (efter klodsen på gulvet) med det fladjern, som går gennem gulvet og 2)ned og løfter bjælken under loftsgulvet, som i den anden ende er fæstet i ophænget i loftsbjælken. Løfter den firkantede jernstang i slidsen, som 3) løfter bjælken med bundspor og akslen, som er fæstet til den øverste møllesten i kværnen. Derved skabes mere luft, mellem de to møllesten og der bliver kværnet lidt grovere mel. Gennemført illustration af hvordan vægtstangsprincippet fungerer.
Stokkedrev til nr. 30 Valsen
Stokkedrev til nr. 30 Valsen
Som det fremgår af billedet griber stjernehjulet ind i stokkedrevet, hvorved hastigheden øges, på grund af forskellen i størrelse. Som mange aksler er denne også denne aksel konstrueret med træ foroven og en metalaksel i bunden.
Akslen går ned i et kronhjul hvorpå der er monteret trætænder. Metalakslen går videre igennem kronhjulet og ender, som vi har set tidligere, også her i en (nr. 11) Gryde med bundspor. Et grydeformet bundleje med justeringsmuligheder, som man smører, for at få så friktionsfrit forløb som muligt.
Kronhjulet griber vinkelret ind i et spidshjul og det er denne kobling af de to drivaksler, der muliggør, at de kan rotere i samme retning med forskellig hastighed. Vinkelgearingen gav yderligere fart til valsen.
Akslen fra vinkelgearet går ind og griber fat i det inderste valsehjul så energien overføres til (nr. 30) Valsen. Til højre på valsen ses et håndtag, som kan justere afstanden mellem de to valsehjul.
30. Valsen
Her valsede man hovedsagelig havre til hestefoder. Valsningen gjorde, at kornet fik form som vi kender fra havregryn. Der har været en historisk lang diskussion om valset havre var bedre end hele korn, men teorien var, at der var en lille smule højere fordøjelses udnyttelse ved valset frem for hele korn. I de gamle vandmøller spillede forarbejdningen af havre en meget lille rolle. En havrevalse blev udelukkende brugt til forarbejdning af havre til dyrefoder.
Valsestolen består af to parallelle valser, mellem hvilke kornet passerer og knuses. En proces som kunne gentages flere gange, for at opnå den mest ideelle tykkelsen på grynene. Jo fugtigere korn, jo nemmere kunne grynet presses fladt. Som det fremgår af billedet, blev energien fra det inderste valsehjul overført til resten af valsen med et remtræk, som var en nyere teknik, som kun findes tilsvarende på (Nr 8.) Triøren (sorteringsmaskinen) placeret nederst i møllen på etagen Gulvet.
Valser blev udviklet i Østrig-Ungarn i 1830'erne. Så igen var Aa-Mølle med på de nyere teknikker inden for drift af vandmøller. Se eventuelt mere om korn og bearbejdning på afsnittet om Kværnloftet.
De valsede gryn dumper efter behandling, ned gennem gulvet på Stjernehjulsloftet, ned gennem (nr. 16) meltuden og ned i melsækken som er hængt op nede på etagen, som kaldes Gulvet.
Hjuldrev til (nr. 14) ... hejseværk
Nr. 14 ... Hejseværk
For at finde ind til hjuldrevet, tager vi udgangspunkt i det håndtag og/eller (nr. 13) Tov (på etagen Gulvet), længst inde mod væggen. Det er med dette Håndtag/Tov man aktiverer og styrer (nr. 14) ... Hejseværket.
Håndtaget griber fat i det bræt, som starter i øverste venstre hjørne af billedet. Og nu er vi så ude i vippestangs principperne igen. Når håndtaget trækkes ned, trækkes også den første del af brættet ned. Brættet går hen over et hak i opstanderen, så der er dannet et nyt vippepunkt som gør, at brættet på den anden side af vippepunktet løftes op.
Denne ende af brættet griber fat i et nyt bræt i et krydsfelt, så dette nye bræt (som går næsten vinkelret ud fra krydspunktet), også løftes op.
Når det nye bræt løftes op i den ene ende, vil det på grund af et nyt vippepunkt (lavet på opstanderen til højre for drivhjulet, til højre for hjulet), tvinge drivhjulet ned mod oversiden af det store stjernehjul.
Når hejseværkets drivhjul, der formentlig er lavet af poppeltræ, sænkes ned mod oversiden at stjernehjulet, som tilsvarende er beklædt med poppeltræ, vil de to flader mod hinanden have en rimelig stor friktion (gridnings/rullemodstand), så hjulet drejes rundt med rimelig stor stabiltetet, uden blot at skride rundt på stjernehjulets overside.
Så hjulet har nu fået tilført energi fra stjernehjulet, som nu kan skabe grundlag for funktionalitet.
Som det fremgår er der koblet en træaksel på drivhjulet, som vil få også akslen til at dreje rundt. Når akslen drejes rundt vil energien der nu er overført til akslen, kunne anvendes til, at vinde er reb op på akslen (som man vinder garn op på en garnnægle). Snoren kan herefter bruges til hæve og sænke genstande. Vi kan se rebet, som er snurret rundt om akslen.
Som vi har håndtaget på stjernehjulsloftet findes der et tov på etagen Gulvet, som kan bruges til at manøvrere hejsværket med.
På etagen Gulvet kan man læse nærmere om, hvordan korn til bearbejdsning kom ind og op i møllen. Mren hejseværkets primære funktion var, at lette arbejde med de op mod 100 kg tunge sække.
Går man op ad trappen til Kværnloftet og kigger til højre, ind under Stjernehjulsloftets gulv, kan man se denne lem, som blev brugt til, at få kornsækkene op på Stjernehjulsloftet fra etagen Gulvet. Ved at føre snoren fra hejseværket ned igennem et hul, midt i lemmen, kunne man snurre rebet om en kornsæk, sætte hejseværket i gang og løfte den op igennem lemmen, som "automatisk" blev lukket op, af sækkens pres fra neden.
Når sækken var kommet tilstrækkeligt højt op og slap lemmen, lukkede lemmen ned igen, så der ikke var risiko for, at falde igennem "hullet" i gulvet og så sækken kunne sænkes ned på lemmen, som nu fungerede som et fast del af gulvet. Herfra kunne den så løftes videre til kværnen/valsen efter behov.
Ifølge Hans Hedegaard, den sidste møllers søn, brugte man dog også den lidt "meningsløse" dør til det fri, på Stjernehjulsloftet til, at lempe sække op på loftet.
Materialerne finde ikke i dag, men hvis man førte en sliske fra jordvolden udenfor op til døren ville der i princippet ikke være nogen problemer med at føre Hejseværkets snor, ud gennem døren og hen til jordvolden, hvor man så tilsvarende kunne binde snoren op på en kornsæk og "trække den i land" på loftet.
37. Kran med tang
37. Kran med tang
Bruges til at løfte kværnstenene ud med, når de skal billes. At bille en sten, svarer til at skærpe en kniv, der er blevet sløv. Møllestenene i kværnene, under- og overliggeren har indhugget et møster, som skærer i de enkelte korn, når stenene kører rundt. Disse mønstre blev "sløve" i takt med brug, så indimellem skulle mønsteret skærpes, for at det igen kunne skære/klippe kornet præcist, som man gerne ville have det. Alternativt ville kornet blot blive mast mellem møllestenene.
Før der kunne billes, var det nødvendigt "at vende kværn", hvilket vil sige at man afmonterede ringkarret på (Nr. 28) Stokoren, løftede løberen fri og lagde den ved siden af (nr. 28) Stokoren på et underlag af træ kaldet et stenlad. Den store tunge kværnsten var ikke nem at flytte med, så da man begyndte at bruge kran lettede det arbejdet væsenligt. Når møllen havde en kran, var der hugget "kranhuller" i siden på løberen, som kranens saks kunne gribe i.
Der kan læses mere om billing på siden om Kværnloftet, hvor der også findes et link til en video om billing på You Tube.
Som det fremgår af navnet er kranen forsynet med en tang, hvor der for enden af hver de to ben er er en klo.
Før der kunne billes, var det nødvendigt "at vende kværn", hvilket vil sige at man løftede løberen fri og lagde den ved siden af stokoren på et underlag af træ kaldet et stenlad. Den store tunge kværnsten var ikke nem at flytte med, så da man begyndte at bruge (nr. 37) Kran'en .. lettede det arbejdet væsentligt. Når møllen havde en Tang med klo, var der hugget "kranhuller" i siden på løberen, som (Nr. 37) .. Tang'en med klo kunne gribe ind i.
Ovenpå den bom, som (nr. 37) .. Tang'en hænger ned fra, er der et håndtag foroven med to greb. Ved at dreje håndtagene og dermed dreje gevindakslen neden for, kunne man løfte kværnstenen op og ned og dette er begrundelsen for de to greb på håndtaget. At løfte både (nr. 37) .. Tang og kværnsten krævede rimeligt store kræfter, som kunne opnås med de to relativt lange håndgreb. Igen kraft gange arm. Jo længere arm, jo mindre kraft skulle der bruges.
Man svingende kranen ind over kværnen, og sænkede tangen og kloen ned, så man kunne får greb om stenen. Når tangen og kloen havde godt fat i hullerne, kunne man løfte stenen op af kværnen, og så højt op, at man kunne dreje stenen rundt, så bunden med mønsteret vendte opad. Herefter sænkedes kværnstenen ned på stenladet, så den lå stabilt og så man kunne begynde det store arbejde med, at hugge mønsteret til, så kanterne på mønsteret blev skærpet.
Som det fremgår tydeligt af billedet her havde kranen på indersiden en aksel, som grundlæggende var af træ, men igen med jernaksler i begge ender som gjorde, at akslen kunne dreje om sin egen akse, så stenen kom helt fri af kværnen og så der kunne arbejdes fri af kværnen.
På billedet her kan skal man bemærke, at træakslen i toppen, går over i en jernaksel.
Og yderligere, at akslen er hæftet på den hanebjælke, som går på tværs af etagen.
Kigger man nærmere på dette billede, kan man se, at hæftningen på hanebjælken er et beslag, som kan åbnes i venstre side. Aa-Mølle har jo to tilsvarende kværne på henholdsvis Stjernehjulsloftet og på Kværnloftet. Begge med møllesten som skulle billes med jævne mellemrum. Da det var lige tungt at løfte og flytte sten i de to kværne, etablerede man beslag i nærheden af begge kværne, så man kunne flytte og benytte kranen efter behov.
På dette billede, kan man se beslaget på hanebjælken tæt på (Nr. 34) Skallekværn'en (eller Gruben) på kværnloftet og neden for det hul i gulvet, som kranen skulle sættes ned i, når man flyttede (Nr. 37) Kranen med Tang ned til brug på kværnloftet.