Fra Italien til Aa-Mølle

Den "lokale" udbredelse

Det tidligste kendte tilfælde af brug af vandmøller går tilbage til Mesopotamien, området mellem floderne Eufrat og Tigris i det tidligere Persien. Det nuværende Irak. 

Omkring 8000 f.Kr. begyndte man i Mesopotamien at opdyrke jorden, kultivere planter og domesticere (tæmme)  dyr. Det var den skelsættende landbrugsproces, der var sat ind. Fra at mennesket bare indsamlede og jagede føde, kunne mennesket nu også selv producere sin føde.

Flere oldtidskulturer har ligget i dette område: Siden ca. 5000 f.Kr. har der været byer og paladser fra skiftende kulturer. Og det er en antagelse, at de første idéer til skabelsen af vind- og vandmøller er opstået i dette område.

I Floddalen i det sydlige Mesopotamien var regnen yderst sparsom, så det fordrede kunstvanding, før den potentielt rige jord kunne blive frugtbar og dyrkes. Mesopotamiens velstand afhang gennem hele sin historie af et stærkt lederskab, der kunne sikre et velfungerende kanalsystem og dermed baseret på vand, som var forudsætningen for en vandmølle.

Mesopotamien

Fra Persien til Kina

Som idéerne fra Persien spredte sig til Europa, spredte de sig også til Kina.

Umiddelbart var det mest vindmøllerne der fængede an i Kina, men vandmøllerne fulgte også efter, blot i lidt langsommere tempo. På et kobberstik fra Song Dynastiet i perioden 960-1279, som trods forsinkelsen, nok er et af de første billedillustrationer, kan vi få et indtryk af, hvilken type vandmølle Strabon fik kendskab til i Persien.

Der er tale om en tidlig vandmølle med lodret aksel, som kørte meget tungt og hvor hjulet, med radiale vinger eller padler, roterer i vandret plan.  I starten i en mindre dimension end vist på kobberstikket, hvor hjulet kunne sænket ned i en å- eller flodstrøm, med håb om, at hjulet kørte den samme vej det meste af tiden. Den lodrette aksel blev forbundet gennem et hul i den stationære slibesten til den øvre roterende sten. Enheden spredte sig hurtigt fra Grækenland til andre dele af verden, fordi den var let at bygge og vedligeholde og kunne fungere i enhver hurtigtløbende strøm. 

Den blev kendt i Kina i det 1. århundrede CE (efter vor tidsregning), blev brugt i hele Europa i slutningen af ​​det 3. århundrede og var nået til Japan inden år 610.

Brugere lærte tidligt, at ydeevnen kunne forbedres med en kanal fra åen eller floden og ind i en sliske, der ledte vandet til kun den ene side af møllehjulet. Slisken kan svagt skimtes til højre for den bærende konstruktionssøjle, nedest til venstre i billedet, som vand der sprøjtes ned på møllehjulet.

I Europa blev slisken udviklet til det, som vi på dansk kender som en "malekarm", en konstruktion som findes på Aa-Mølle den dag i dag.

Link til kobberstik fra Somg Dynastiet (960 - 1127)

Marcus Vitruvius Pollio - samling og udvikling af viden

på dansk ofte kendetegnet ved navnet Vitruv (ca. 75 f.Kr. - 25 f.Kr.) var en romersk arkitekt og ingeniør, der er kendt for sit store værk "De Architectura", som er en afhandling om arkitektur/en guide til byggeprojekter, dedikeret til sin protektor, kejser Caesar Augustus, som samlede lærde omkring sig. I det første kapitel af den første bog afslører Vitruvius, at arkitektens viden næres af " fabrika " (håndværk) og " ratiocinatio " (mentalt arbejde), som sætter ham i stand til at bedømme alle andre håndværk." Og så er vi tilbage ved forbindelsen til den viden Strabon bragte hjem fra Persien.

Generelt kan man sige, at Vitruv sugede viden til sig fra andre lærde, bl.a. nu også fra Strabo og de beskrivelser han havde med fra Philo. Han var en tænker, som evnede at kombinere sin indhentede viden, med stor fantasi.

Men han var ikke tegner og slet ikke teknisk tegner, for det var ikke oppe i tiden, mens han levede. Alligevel lavede han et overvældende antal notater på papyros, om de tanker der for gennem hans hoved og nogle af dem tilsyneladende tilstrækkelige til, at han kunne formidle sine tanker, så der kom mange bygningsværker, store som små ud af hans mange idéer, herunder vandmølle konstruktioner i Italien.

Vitruvius var således en del af Roms storhed. Romerriget var blandt de mest magtfulde økonomiske, kulturelle, politiske og militære kræfter i verden. Dets lange levetid gav det varig indflydelse på latinsk og græsk og på kultur, religion, arkitektur, filosofi, jura og styreform.

Selv om dets geografiske udbredelse stort set var fastlagt under den romerske republik, anføres det ofte, at det grundlagdes af Julius Cæsar, som i en tid med borgerkrige og politisk ustabilitet, blev udnævnt til livsvarig diktator og myrdedes i 44 f.Kr. Derefter vandt Cæsars adoptivsøn, Octavian, kampen om at blive hans efterfølger ved at slå Marcus Antonius og Cleopatra i Søslaget ved Actium i 31 f.Kr. i Egypten. Senatet gav ham den overordnede magt og den nye titel Augustus i 27 f.Kr.. Det var republikkens undergang.

To år senere døde Vitrivius og hans papyrusnotater blev formentlig arkiveret og var tilgængelige i Kejserens palads, men urolige tider var på vej for Romerriget. Det vi ved er, at Vitruvius bog De Architectura, er det eneste komplette arbejde med arkitektur, der overlevede fra oldtiden.

De næste to århundreder nød romerne en hidtil uset politisk stabilitet og velstand, kendt som Pax Romana ("Romersk fred"). Efter mordet på Caligula i 41 e.Kr. overvejede Senatet kortvarigt at genoprette republikken, men Prætorianergarden proklamerede Claudius som kejser. Da Claudius' efterfølger Nero begik selvmord i 68 e.Kr. vandt Vespasian i 69 e.Kr. kampen om kejserembedet ved, som kejser, at grundlægge det flaviske dynasti med sin søn Titus som efterfølger.

Han åbnede det Flaviske Amfiteater, også kendt som Colosseum, kort efter Vesuvs udbrud i 79 e.Kr.. Colosseum byggede i lange stræk på konstruktionsidéer, beregninger og udmålinger fra Vitrivius' notater om amfiteatre. Efter lange borgerkrige begyndte Diocletian Tetrarkiet med fire kejsere på én gang. Det mislykkedes og førte til en borgerkrig, der blev afsluttet af Konstantin I, som besejrede sine rivaler og blev den enehersker. Theodosius I blev den sidste kejser af imperiet.

Vestgoternes Belejringen af Rom i 410 e.Kr. og vandalernes i 455 e.Kr. fremskyndede Romerrigets undergang i Vest. Kejser Romulus Augustus' afgang i 476 e.Kr. anses som afslutningen på Det Vestromerske rige. Det østromerske Rige (Det Byzantinske rige) forblev en af de førende magter i verden til det faldt til det Osmanniske rige ved Konstantinopels fald i 1453 e.Kr.

Under denne proces blev Vitrivius' papyruspapirer, gemt og glemt, nogle dokumenter spredt til f.eks. klostre, biblioteker, samlinger, selvom hans idéer levede videre og gik i arv som eksempler i mange konstruktioner i Italien.

Den svære oversættelse af Vitruvius' papyros notater

Vitruvius blev først bedre kendt senere, især under renæssancen . 

Renæssancen (genfødsel) er en periode fra det 14. til det 17. århundrede, der betragtes som broen mellem middelalderen og den moderne tid. Det begyndte som en kulturel bevægelse i Italien i den sene middelalder og bredte sig til resten af Europa. Fx udviklingen af perspektiv i oliemalerier og generhvervet viden om, hvordan man laver beton. Begge idéer udviklet af netop Vitruvius.

En ny arkitekturstil, baseret på antikken, trak på Vitruvius for at lære det grundlæggende i romersk arkitektur. Nu søgte folk i klostrets biblioteker efter de sjældne Vitruvius-manuskripter, såsom humanisten Poggio Bracciolini (1380 - 1459) var en italiensk renæssancehumanist, der fandt et Vitruvius-manuskript i St. Gallen klosterbiblioteket i 1416 . 

Da Vitruvs værk ikke var illustreret, var det nødvendigt for forståelsen i renæssancen, at se på de antikke arkitekturværker ud over hans (til tider svært forståelige) teoretiske forklaringer, for at kunne implementere/udføre instruktionerne fra de 10 bøger.
Samtidig afveg de gamle bygninger der havde overlevet, ofte fra Vitruvius' specifikationer, da de først blev bygget efter hans død. Det gav arkitekterne spillerum i implementeringen, som gjorde det muligt at gå ud over en ren kopi af oldtiden.

Giovanni Sulpizio da Veroli (fl. ca. 1470 – 1490) var en italiensk renæssancehumanist og retoriker. Han var forfatter til et værk om brevkunst, den rette sammensætning og udsmykning af bogstaver. Så det var ikke helt oplagt, at det lige skulle være ham, som var den første til at forsøge at genskabe, de Architectura. Hans udgave kaldet "editio princeps" har dog alle chancer for at være den første trykte version af Vitruvius 'De architectura.

Sulpizio havde et vist ry, som grammatiker og fortolker af klassiske tekster og forud for selve oversættelsen oplyser han, at han er den første til at stille denne divinum opus (guddommeligt arbejde) tilgængelig for alle, efterfulgt af en liste på latin, over bøgernes titler, indhold og et forord til kardinal Raffaele Riario, fætter til den fremtidige pave Jules II, som viste en lidenskabelig interesse for at gendanne antikke skikke i Rom. Specielt en interesse for Vitruvius' lære, som kardinalen ville implementere i sin overdådige bolig i Palazzo della Cancelleria, som er et bestående renæssancepalads i Rom i dag, beliggende mellem det nuværende Corso Vittorio Emanuele II og Campo de 'Fiori, i Parione's rione. Påbegyndt i 1485. Det er derfor rimeligt at antage, at udgivelsen kom i 1486-87

Denne første komplette udgave af De Architectura anses for at være meget unøjagtig.Baseret på omhyggelig læsning af flere manuskripter, indeholdende flere åbenlyse fejl, svære aflæsninger, som gjorde oversættelsen svær, hvis ikke umulig at forstå. Måske fordi Sulpizio rent faktisk ikke havde forudsætninger for at forstå, hvad det egentlig var han sad og læste. Han var jo hverken ingeniør eller arkitekt. Og han vidste det godt men håbede, at han dog havde bragt indsigt videre, for andre at bygge videre på. Mange forsøgte, men uden den helt oplagte succes. Men det afgørende på dette tidspunkt var at De Architectura var kommet op til overfladen og kunne bearbejdes videre. 

I 1511 udkom endnu en udgave af Fra Giovanni Giocondi da Verona i Venedig. Denne udgave blev på et tidspunkt overleveret til Vatikanet i Rom og forefindes derfor stadig intakt og dannede i 1521 grundlag for den første (illustrerede) trykning af en italiensk udgave af Cesare Cesariano. Og selvom italiensk forblev det førende sprog inden for europæisk arkitekturteori i lang tid, fulgte oversættelser til andre sprog hurtigt efter. 

Fra det 15. århundrede påvirkede Vitruvius således mange, hvis ikke så godt som alle, europæiske arkitekturafhandlinger og arkitekturteorier. I 1452 udgav Alberti sin "de re aedificatoria", som fulgte Vitruvius med hensyn til struktur og teoretiske rammer.

 Den engelske arkitekt William Newton (1735-1790) skrev en engelsk oversættelse og en fransksproget kommentar til Vitruvius, der udkom i 1780; dette var den første videnskabelige undersøgelse af "De architectura". Dette tryk har adskillige helsidesgraveringer, en af ​​kun to kendte kopier i tyske biblioteker er i Mainz City Library og er en del af rara-samlingen.

De architectura

I De architectura i form af papyrus papirer (forfattet ca. 35 f.Kr. og mere eller mindre genfundet i 1414) behandler Vitruv arkitektur som imitation af natur, hvilket leder ham frem til studiet af den "perfekte bygning", nemlig menneskekroppen.

Som det fremgår af billedet, lavede han både sammenhængende beskrivelser, men også små notater i takt med at ideerne de opstod.

Men hvis man er på udkig efter information om amfiteatrets eller cirkusernes arkitektur, brobygning, vejbygning, eller for så vidt Det romerske drev i Aa-Mølle er dette overraskende ikke stedet for det. Vitruvius nævner aldrig så meget en bro af nogen art og hans referencer til mange andre ting  er meget sjældne, tilsyneladende helt tilfældige og spredt indimellem hinanden.

Alligevel  dannede Vitruvs forskning grundlag for mange opfindelser som vandmøllen og forskellige bor, ligesom hans udnyttelse af symmetri var inspirationskilde for barokkens ariktekter.

De ti bøger om arkitektur tilbyder den første omfattende behandling af gammel teknologi (tidtagning, entreprenørmaskiner, vandhjul , krigsmaskiner ), arkitektur og indretning. Det står uklart, hvor mange af hans papyrus dokumenter, som var tilstede under udarbejdelsen af dette værk. Flere kom til i eftertiden.

De architectura - Ti bøger om arkitektur

1. Byplanlægning , arkitektur eller anlæg generelt og de kvalifikationer, der kræves af en arkitekt eller en civilingeniør 2. Byggematerialer  3. Templer og arkitekturorden (inkluderer afsnittet om kropsproportioner, der førte til da Vincis tegning) 4. fortsættelse af bog III  5. Civile bygninger  6. Indenlandske bygninger 7. Belægninger og dekorativt gipsarbejde  8. Vandforsyninger og akvædukter 9. Videnskaber, der påvirker arkitektur - geometri , måling , astronomi , solur 10. Brug og konstruktion af maskiner - romerske belejringsmotorer , vandmøller , drænmaskiner, romersk teknologi , hejsning , pneumatik.

Efter nutidige forhold kan han vel bedst beskrives som grundforsker. Grundlæggende idéer og vigtige iagttagelser, som ikke umiddelbart kunne bruges til noget praktisk.

Men selv uden tegninger og specifikationer blomstrede vandmøller op i Italien, i en lang tid, også efter hans død og i alle muligheder afskygninger og indretninger, hvilket der kan ses et bredt udsnit af på dette link om Italienske vandmøller.

Der var ingen gear i de tidligste møller, men romerske ingeniører byggede vandmøller med gearing, og den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius beskriver disse typer, herunder vinkelgearet på en vandmølle med lodretstående vandhjul og i den sammenhæng, helt givet, også det Romerske drev.

Under udgravninger i Pompeji, blev der opdaget en veludviklet mølle. Bagerne malede selv deres korn, så kværnene står endnu, som da byen blev dækket af sten- og askeregnen, som ledsagede Vesuvs udbrud i august måned i året 79 efter Kristus.

De første vandmøller i Europa byggedes på den romerske kejsertid. I Norden lærte man i vikingetiden, vel denne kunst af vesterlandet (tysk Westerland frisisk Weesterlön er hovedbyen på vesterhavsøen Sild i Nordfrisland i det nordvestlige Sydslesvig). Ordet mølle er et låneord i vort sprog, fra det sentlatinske molina, der på gammeldansk bliver til mølne og senere til mølle. Kværn er derimod et gammelt nordisk ord. Og det Romerske drev, formentlig en lokal jydsk beskrivelse af et drev, som kom fra Rom.

Den lodrette hjulmølle - Overlevering fra Vitrius

Selvom Vitruvius overvejende efterlod skrift og krusduller, blev de i takt med uddannelsen af ingeniører omsat til tegninger (her forsynet med Rezeione di Parmas våbenskjold), mange år efter hans død. Som vi finder i Aa-Mølle, anvendt næsten 1:1 på konstruktionen bag melkværnen på kværnloftet, bl.a. denne konstruktion med ledsagende beskrivelse:

Driftsmekanisme for et lodret hjulsystem:

I lodrette hjulfræsere er hjulet eller hjulene placeret uden for strukturen på den ene side. Hjulet er fastgjort til en vandret aksel, der transmitterer den roterende bevægelse inde i fabrikken. Lodrette hjulvandsmøller findes takket være den lubecchio - spolemekanisme (kronhjul i meget hårdt træ (normalt i kornel eller buksbom), som bærer radialt orienterede trætænder foran), der blev opfundet af Vitruvius (1. århundrede f.Kr.), hvorfra nomenklaturen "Vitruvian mill" stammer. Takket være denne mekanisme er det muligt at multiplicere kværnernes omdrejninger i forhold til hjulens omdrejninger og omdanne den lodrette bevægelse af hjulet til den vandrette bevægelse, der er nyttig til kværnenes bevægelse.

Og denne tekst i "Vitruvian mill":

"Den romerske ingeniør Vitruvius har den første tekniske beskrivelse af en vandmølle, dateret til 40/10 f.Kr.; enheden er udstyret med et underskudshjul, og kraften overføres via en gearmekanisme. ... Hold hånden tilbage fra møllen, I malende piger; selvom hanekragen varsler morgengryet, så sov videre." som udtryk for at de malende piger, nu ikke længere, skulle bekymre sig om håndmaling/grutning af korn.

Så selv om der er ikke var mange oprindelige tegninger, blev mekanismerne spredt fra mund til mund, blandt andet af munke, som rejse ud i verden.

Det Romerske drev - Overlevering fra Vitrius ?

Billedet viser et drev, kaldet "sidedrev" eller Beighton drev, efter englænderen Henry Beighton, der var den første, der tegnede et sådant i 1723 (Ovenstående publiceret i 1744 af J. T. Desaguliers på side 340, som kan ses direkte på denne hjemmeside eller downloades som PDF).

Men Beighton er ikke opfinder af drevet. Funktionaliteten med et drev som driver flere fuktionaliteter, betegnes nemlig også det Romerske drev, hvilket gør det mere sansynligt, at idéen til drevet stammer fra Rom og Marcus Vitruvius Pollio.

I De architectura (forfattet ca. 35 f.Kr. og genfundet i 1414) behandler Vitruv arkitektur som imitation af natur, hvilket leder ham frem til studiet af den "perfekte bygning", nemlig menneskekroppen.

Der var ingen gear i de tidligste møller i Italien, men romerske ingeniører byggede vandmøller med gearing, og den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius beskriver enkelte af disse typer i De architectura og i den sammenhæng, måske også det Romerske drev, selvom den beskrivelse kan være gået tabt i spredningen af hans dokumenter. 

Det er værd at hæfte sig ved, at Beightons tegningen af et drev med flere funktionaliteter, hviler på en underfaldsmølle tilsvarende vi finder fra Aa-Mølles start, så teoretisk set kan møllen være født med det Romerske drev og ihvertfald meget sandsynligt være installeret i perioden frem til år 1800, hvor der er vidneudsagn om, at møllen havde to kværne. Så selv med begrænset vandforsyning er der evidens for, at det romerske drev, kan fungere selv med en begrænset vandforsyning.  

Med Beightons drive, ved vi nu også, at det romerske drev, kan have et andet italiensk navn og at grunden til, at det i Gudum kan bære navnet det Romerske drev, måske alene skyldes, at drevet og konstruktionen kom indirekte via munke fra Rom/Italien og ikke via Beightons tegning i England. Der er mindre forskelle i konstruktionen.

I Gudum gør de ikke tingene vanskeligere end nødvendigt og forståeligt, så måske derfor det Romerske drev.

Fra Rom til Aa-Mølle?

Vandmøllerne bredte sig fra Romerriget til det øvrige Europa i den tidlige middelalder, omkring år 800 og især munkene var med til at udbrede kendskabet til denne teknologi.

I Danmark var vandmøller i brug fra slutningen af 900-tallet. Det danske landskab har siden sidst i 900-tallet været præget af vandmøller. Selv de første vandmøller, der primært blev brugt til at male korn, kunne erstatte op til 100 menneskers arbejdskraft.

De ældste vandmøller i Danmark, der er fundet i arkæologiske udgravninger, kan dateres til tiden omkring år 1000, måske lidt før. De første skriftlige beskrivelser af vandmøller stammer fra Næstved (1135), hvor vandmøllerne nævnes i forbindelse med klosteroprettelser. I det hele taget tyder meget på, at det især var med klostervæsenets opståen og udbygning i 1100-tallet, at vandmøllebyggeriet i Danmark kom i gang. Langt de fleste klostre blev afhængige af vandkraft, og munkene udvekslede ivrigt viden om anvendelsen af vandkraft.

En vigtig kilde til mølleteknikkens udbredelse fra Rom og op igennem Europa var altså munke. Når oprindelsen til Aa-Mølle var Gudum Kloster er det nærliggende at tro, at det så var munke på eller tilknyttet Gudum kloster, som var leverandører af viden om den romerske teknik, som kom til Aa-Mølle. Selvom klosteret er kendt som et nonnekloster, åbner dette citat mulighed for en kontakt til munke/lærde/mænd: "Et gammelt, ironisk ordsprog hos Peder Syv om at være »så hellig som en Gudummunk« menes at referere til de præster, der gjorde tjeneste på nonneklosteret, men som ifølge folkeviddet nok ikke var så fromme endda; nogle reelle sager herom kendes dog ikke." Ellers er det svært at forestille sig, hvorledes denne viden kunne trænge ind i et nonnekloster, som oftest var lukket for mænd?

Som møllerne voksede, blev det mere og mere omkostningstungt at slå sig ned som møller, og større mølleanlæg blev opført af konge, adel og kirke og drevet af klostre. Specielt munke stod for driften og for den nødvendige udveksling af viden.

Af Jyske Lov fra 1241 fremgår det, at mølleerhvervet var et frit erhverv for alle, der havde det nødvendige damsted.

I Sverige anlagde man en vandmølle ved Örebro i perioden 1182-1202. 

Cistercienserklostret på Hovedøya ved Oslo fik i 1209 af pave Innocens 3. en bekræftelse på klosterets gårde, møller og fiskerier.

Aa-Mølle blev påbegyndt senest i 1483, sandsynligvis tidligere, og er løbende blevet optimeret, for at kunne levere brød på bordet til den til enhver tid siddende møllejer eller forpagter, som havde de nødvendige midler til at udnytte den tilgængelige viden. Aa-Mølle var fra start en kornmølle og er i lige linie blevet optimeret, for at fungere bedst muligt og alene med det formål for øje. Derfor skriver Aa-Mølle vandmøllehistorie som autentisk og tidsillustrerende kornmølle.