Aa-Mølle i Gudum

Her gengives Anders Toftings fortælling i sin fulde længe (udgivet i Hardsyssel Aarbog anno 1946) og med den retskrivning, der var gældende på det tidspunkt. 

Det giver fortællingen en historisk sprogdimension, der gør den endnu mere levende og intens.

Anders Tofting kom til sognet i 1918. Han boede i aftægt hos sin datter og svigersøn på en af nabogårdene (Vester Toftum).

Nogle faktuelle unøjagtigheder er blevet rettet, andre efterforskes..

    Aamølle er en meget smuk Ejendom, især set paa Baggrund af dens Beliggenhed med de høje gran' og kratbevoksede Skrænter, stærkt faldende ned mod dens lange Mølledam, som kun er adskilt, fra Hovedbygningen og Avlsbygningerne ved en smal Færdselsvej. Ja, selv Mølledammen, som maatte graves efter Tragedien i 1839, er i sig selv meget smuk. En enlig Svane forhøjer Idyllen, en Gang var der to, men Ræven tog den ene engang i en snæver Vending, men Ejeren, Jens Hedegaard, haaber snart igen at kunne skaffe den en Mage, for til en rigtig Mølledam hører ogsaa et Svanepar. Man kan ikke just sige, at Aamølle mistede noget af sin egenartede Skønhed ved Vejreguleringen for Ca. 12 Aar siden, men Vejfarende kan dog lettere drage forbi nu uden at lægge Mærke dertil, end de kunde før.             

Aamølles Søgning har været noget omskiftelig. Men da jeg kom hertil i 1918 og frem efter, siger Jens Hedegaard, var der godt med Arbejde; der var endog en Tid i Mellemkrigstiden, at vi var tre Mand for at betjene Kunderne. Det drønede hult i det store Rum med dets gamle Bindingsværkstømmer fra før 1839, naar begge Turbinerne var spændt for, og begge de to store Kværne gik for fuld Kraft, foruden andre mindre Maskiner, og det var ikke faa Tønder Korn og Majs, der i Døgnets Løb fragtedes ad Luftbroen fra Kornmagasinet i Maltgøreriet og over til Kværn' loftet i Mølleriet, og der var en Tid, hvor vi kørte saa at sige med Døgndrift, ja, vi holdt stille som Regel i to Timer for at samle Vand i Dammen. Nu har der været en Aarrække, hvor der kun har været lidt at fortjene som Møller, men maaske tør vi haabe, at det engang igen gaar fremad, ogsaa for dette Erhverv, slutter Jens Hedegaard.

Aamølle er temmelig sikkert bleven anlagt i Munketiden, saa vel som andre af dens Fæller, og hørte til at begynde med ind under Gudum Kloster, ligesom det ogsaa var det samme Vand, som først blev taget i Brug til Klostermølle for saa atter at blive taget i Brug til Mølleridrift gennem et Par mindre Aaløb ved Aamølle, lige før det fik Lov til at slippe ud i Nissum Bredning.

Aamølle blev 1718 solgt ved Auktion til Købmand Niels Ibsen, Holstebro, for 289 Rigsdaler og 86 Skilling. Mølleskylden var 4 Td. 4 Skp. 0 Fdk. 2 Album. Ved en Flytning og Ombygning blev denne Afgift senere forøget ').

') Aamølle opgives 1688 at være Ryttergaard. Af saadanne var der 11 i Gudum Sogn. Dens Hartkorn ansattes til 4.4.0.2 for Malingens Vedkommende, for Avlingen 0.2.0.2. E. J.

Købmand Niels Ibsen, som ogsaa var Ejer af Tvis Kloster, gik imidlertid fallit, og nu havde Aamølle forskellige Ejere i 30 Aar, og hvem der bliver Ejer efter Købmand Ibsens Fallit vides ikke; der nævnes kun en Jens Sørensen som Forpagter i de 30 Aar, før den atter sælges 1749. Jens Sørensen maa have forstaaet sine Ting saa nogenlunde, for der fortælles, at da han havde drevet Aamølle i nogen Tid for en aarlig Forpagtningsafgift paa 18 Rigsdaler, klagede han sig over, at det var for meget, og fik Afgiften sat ned til 16 Rigsdaler, og saa gik det udmærket, hvad jo kunde tyde paa, at enten har Manden været en Skælm, eller ogsaa var Møllenæringen i Opkomst. Men det kan ogsaa være et Billede paa den Tids Levevilkaar; to Rigsdaler sparet betød meget.

1749 blev Aamølle solgt til en ung Mand, som hed Niels Pedersen Kaas fra Balling Overmølle ved Skive, for 460 Rigsdaler. Som man ser en ret betydelig Stigning i Løbet af 30 Aar. Han var som vi ser Møllers søn. Men han levede kun otte Aar, og nu ser det ud til, at hans Enke har giftet sig med en Niels Møller, som dør 1772 40 Aar gammel. Enken Maren bliver Aaret efter gift igen, med Bengt Hauskov, som boede i Lemvig og som rimeligvis var Købmand. De driver nu Aamølle dels ved Forpagter og dels ved Bestyrer i nogle Aar, indtil Bengt Hauskov ogsaa dør, for 27. Juni 1795 pantsætter Maren, Enke efter afgangne sal. Bengt Hauskov af Lemvig, Aamø   lle i Gudum Sogn til Christian Bisum, Næsholt, Snejbjerg Sogn, for 700 Rigsdaler, »saaledes som samme til min første sal. Mands Formand Niels Pedersen Kaas ved lovlig Skjøde af 2. Juli 1749 er overdraget«.

Ordlyden af dette Pantsætningsdokument ligner jo noget en Ejendomsoverdragelse, men det er det nok alligevel ikke, for Aar 1800 dør Bengt Hauskovs Enke i Aamølle, saa hun maa jo være flyttet tilbage dertil efter Mandens Død i 1795, for der søges da kgl. Bevilling til som selvskiftende Arvinger at overtage Boet, og der fremkommer to Navne, »Niels Møller Hauskov og Jens Severin Hauskov. Ansøgningen begrundes med, at det er for at bevare Gaard og Mølleri i Hauskovslægtens Eje. Men det ser ud til, at dette er mislykket, thi i 1801 og 1803 er der foretaget forskellige Pantsætninger, ligesom der ogsaa er mageskiftet Parceller for at forbedre Landbruget, og da der ikke i alle disse Papirer fremkommer noget Hauskovnavn, ligger det nær at antage, at Hauskovslægten har maattet vige Pladsen for mere kapitalstærke Kræfter. At der senere efter mange Aars Forløb atter fremkommer et Hauskovnavn, er et Kapitel, som vi senere skal komme tibage til.

Den 26. juni 1801 sælges Aamolle ved offentlig Auktion for 4050 Rigsdaler til Erik Nielsen, Houmark paa Thyholm. 1803 er dens Pris 6200 Rigsdaler.

1811 fremkommer atter et nyt Navn, nemlig Poul Stokholm, til Sindbjerggaard paa Mors, som saa sælger den igen til en kaptajn Christian Henrik von Brochdorff  fra Viborg for 15500 Rigsdaler til Overtagelse I. Maj 1812. Og som Kautionist staar anført en Oberst Schukardt, Viborg. Det synes, som det er Militærpersoner med tyske Navne, der nu er bleven interesseret i Aamølle. Købesummen er jo stadig stærkt stigende fra 1801, da den blev solgt for 4050 Rigsdaler. Møllekarlen fik 56 Rigsdaler og 3 Skilling plus 6 Dages Frihed til at arbejde for sig selv eller andre efter eget Forgodtbefindende som halvaarlig Løn foruden en Del Naturalier.

Om Møllen har været lige saa god at leve paa som at handle med, er vist meget tvivlsomt; der var en ret følelig Mangel ved Vandtilførslen, og det er i denne Periode, at en nævenyttig Person ved et lyssky Foretagende søger at afhjælpe denne Mangel for at forbedre Vilkaarene i Aamølle.

Oprindelig skulde Aamølle nøjes med det Vand, Sandaaen kunde tilføre den. At den ogsaa havde lidt Nytte af et andet Vandløb, kommer ikke denne Historie ved. Og da Terrænforholdene ikke kunde tillade andet end Undertræk, skulde den jo ogsaa have stor og stadig Tilførsel. Og det var som sagt Sandaa, der var dens Hovedkilde. Men omtrent parallelt med Sandaa løb et andet Vandløb, Foldaa, som ogsaa havde sit egentlige Udspring fra de samme Sumpe, som leverede Vandet til Klostermølle, og som saa igen - som alt bemærket - skulde drive Aamølle, og det er denne Foldaas Vand, som paa et dertil egnet Sted snildelig var ledet over i Sandaaen til Gavn og Glæde for Aamølle og dens fremtidige Ejere.

Da saa endelig efter mange Aars Forløb Lodsejerne klagede over den opstaaede Surhed i deres Marker, var der ingen, der med Bestemthed kunde paavise, hvordan det en Gang havde været, og hvordan det atter skulde være, og saaledes fik Møllen Lov at beholde hele Vandtilførslen, hvad den sikkert ogsaa har haft stærk Brug for, og som den har Nytte af den Dag i Dag, og fra 1812 er det, som om den ikke længere skifter saa hyppigt Ejere,

Stavnsbaandets Løsning og hele Bondefrigørelsen var jo stærkt medvirkende til, at Næringslivet blomstrede frem igen, og Aamølle blev nu i Brochdorff. slægtens Eje til 1878. 28. April 1830 bliver den tilskødet en Christian Christoffer Nicolaus Magnus von Brochdorff (Søn al' Kaptajnen). 9. juni 1869 tilskødes den Hans Peter Chr. Vilhelm  Brochdorff.- Man lægger mærke til, at nu er det tyske von faldet bort i Navnet til Tegn paa, at Slægten nu er ved at blive nationaliseret.

Fra 1874 og til 1878 er den tilskødet en Hans Brochdorff, som sælger den til Jens Jensen Hauskov, men derom senere. De to sidstnævnte er sikkert Brødre, da den Brochdorff, som ejede Aamølle hin mindeværdige Nat 1839, havde to Sønner paa to og fire Aar. (redaktionelt: Her mangler billede af Tofting)

En mørk, sludfuld og stormende Nat mellem 2. og 3. Januar 1839 var Møllerkonen gaaet til Ro med sine Børn, to Drenge paa 2 og 4 Aar. ja, ogsaa Møllerkarlen sov; Manden, Nikolaus von Brochdorff, var udrejst, han havde paa det Tidspunkt en Del offentlige Hverv saa som Amtsraad o. lign. Ud paa Aftenen følte man jo nok, at det var og havde varet ondt Vejr i nogen tid. Men paa nogen særlig Fare ud over den sædvanlige Opstemning af Nissum Bredning, naar Vesterhavet ved en Storm af Nordvest tyllede Vand ind i Limfjorden over den ret lave Sandbarre, som nu igen forbandt de to Tanger Agger og Thyborøn saa nogenlunde landfast efter Stormfloden i 1825, tænkte man ikke.

Men ud paa Natten vaagnede Fru Brochdorff ved, at noget bankede saa underlig paa Alkovens Sengefjæl, og opdagede da, at det var hendes Træsko, som sejlede i Vand i Stuen. Hun kom hurtigt paa Benene og stod da i Vand til Knæene og opdagede snart, at det var stadig stigende. Hun var snart klar over, at det betød en Katastrofe, og nu maatte reddes hvad reddes kunde, men først af alt maatte Børnene og hun selv reddes.

Lidt Syd for Beboelsen var en lille Forhøjning i Terrænet, ikke mange Alen i Omkreds, det eneste Sted i vid Omkreds, som ikke var overflydt af Vandmasserne - Stedet markeres endnu ved en smuk lille Stendysse i Haven - og der stod saa den stakkels Kone en storm-og sludfuld Vinternat med et Barn paa hver Arm, indtil Karlen fik fat i en Hest for paa Ryggen af denne at bane sig Vej gennem Vandmasserne til den nærmeste Gaard efter Hjælp. Det kunde jo godt tage nogen Tid, men paa Tangsgaard, som var den nærmeste, fik man hurtigst muligt en Vogn gjort klar og de tre nødstedte Mennesker bragt i Husly.

Om der gik ret meget tabt af Besætning og Bohave, vides ikke, men da efter tre Døgns Forløb Vandet begyndte at synke igen, og ødelæggelsen kunde overses, var Bygningernes Skæbne beseglet. Kun Kværnhuset havde modstaaet Vandmassernes Tryk, dets Tømmerværk og Bygningskonstruktion var saa solid og svær, at det havde holdt, ja, det lod sig endog flytte til den ny Plads, som Møllen blev bygget op paa, og med Undtagelse af, hvad ligefrem slides op, staar det der endnu den Dag i Dag og er lige godt og solidt som den Gang for over hundrede Aar siden.

Hvor ødelæggende Stormfloden havde indvirket paa Aamølles Bygninger, fremgaar ikke ganske klart af Beretningerne derom; om de var bleven helt ubrugelig og styrtet sammen, vides ikke, men det er højst sandsynligt, thi efter min Mors Fortælling om Katastrofens  Indvirkning paa Harboøre Sogn, hvor hun var født og var 14 Aar gammel den Gang, var ødelæggelserne store, navnlig fordi det varede tre Døgn, førend Vandet begyndte at synke igen, og da den lavtliggende Remmerstrand synes at have været særlig udsat denne Gang, skønt paa Harboøre blev det kaldt »æ bette Havgaang” i Modsætning til 1825, som de kaldte »æ stuer Havgaang” saa da Foraaret kom, besluttede Møller Brochdorff sig til at flytte hele Aamølle til en mere sikker men tillige ogsaa til en mere bekvem Plads Ca. 700 Alen længere Vest paa, hvor han saa ogsaa kunde opnaa at faa Overfaldstræk, og det har sikkert betydet en stor Vinding, da det jo var meget mere stabilt som Drivkraft, men det kom ogsaa til at koste ham et aarligt Tillæg paa ½ Td. Mølleskyld, som vi nu skal høre nærmere omtalt.

Nu skulde man jo synes, at en Flytning og Ombygning af Bedriften maatte være Ejerens private Sag, men det var ingenlunde Tilfældet, og det til Trods for, at Flytningen blot bestod i at skifte Plads paa egen Grund Et gammelt Ord siger jo, at enhver er Tyv i sin Næring, saaledes ogsaa her, idet Ejeren af Gudum Klostermølle nedlagde Protest mod nævnte Flytning med Paastand om, at det vilde skade ham i hans Erhverv som Møller, saa vilde Brochdorff   flytte Aamølle 1200 Alen vest for dens hidtidige Plads, skulde den overtage 1 Td. Mølleskyld fra Klostermøllen, men vilde han nøjes med de omtalte 700 Alens Flytning, skulde han slippe mad ½ Td.  Mølleskyld.

Mølleskyld er vel noget nær det samme for Møllenæringen som Hartkorn for Landbruget. Brochdorff turde ikke belaste sit Erhverv med saa stor en Forøgelse af den aarlige Afgift, som en hel Td. Mølleskyld vilde være, og nøjedes derfor med at Flytte til den Plads, hvor Gaarden og Mølleriet endnu ligger.

Mølleskylden bortfaldt først i 1904. Det kan saaledes siges at have været en kostbar Foranstaltning paa mere end een Maade at flytte sin Næring og Bedrift til en mere sikker Plads, bort fra den sig - omend langsomt - nærmende Nissum Bredning, men dog alligevel kun paa egen Grund.

Aamølle er den første Gaard, man passerer, naar man kommer lidt forbi Toftum Bjerge. Paa dets anselige Hovedbygning ser man Aarstallet 1839 udført i Smedejern til Bevis paa, at det var her, Mølleejer Christian Christoffer Nicolaus Magnus von Brochdorff byggede sit Hjem op igen efter den store Stormflod.

Naar man ser, hvor anselig denne Bygning endnu hævder sig, er det næsten med Undren, man forestiller sig, hvor meget mere anselig den da i 1839 maatte virke paa sine Omgivelser og paa Egnen i det hele taget med dens fremspringende Hjørnepiller og takkede Gesimser og tilhørende Sidefløj.

Kværnhuset er det samme endnu med dets Inventar og Bindingsværksmure og hele den gamle Stil over sig, som da det blev flyttet hertil i 1839, lige med Undtagelse af, hvad Afslid og Tidens Tand efterhaanden har krævet fornyet. Maltgøreriet med tilhørende Kornmagasin er af nyere Dato, opført efter en Brand, men dog beliggende paa samme Plads som i 1839.

Endnu er der en Seværdighed at omtale, og det er Haven. Den er jo beliggende i Nærheden af, hvor den gamle Mølle laa, og det er i den nyere Del deraf, man paaviser Stedet, hvor Møllekonen stod med sine to Smaabørn hin Vinternat og saa sit Hjem blive en Ruin.

I den ældre Del af Haven staar fire Kastanietræer, og Quist Hansen, som nu er 82 An, vil bestemt hævde, at de er plantet af Niels Pedersen Kaas, som kom fra Salling, og at det maa være ham, som har anlagt Haven, og Kastanierne skulde saaledes være plantet i Tiden mellem 1748 og 1756. Den ene af dem ser meget yngre ud end de tre andre, saa maaske er en af dem gaaet tabt i Stormfloden og saa senere bleven efterplantet.

De to strænge Frostvintre havde nær taget Livet af dem, men før den Tid var de en Seværdighed her paa disse Egne, naar de i Foraaret og Forsommeren stod i deres Fulde Pragt. De har overlevet baade Storm og Kulde og synes at live op igen. To Hundrede Air skulde saaledes snart være gaaet, siden Niels Pedersen Kaas plantede dem.

Men det er ikke alene inde i Haven, der findes et gammelt Minde om en svunden Tid. Ogsaa udenfor dens Diger i det lidt kuperede Terræn, som af Jens Hedegaard nu er forvandlet til frugtbar Overrislingseng, finder vi endnu - om vi da ser rigtig godt efter-en Stump af en Mursten eller en anden lille Ting som Bevis paa, at det var her, Aamølles Bygninger laa, og hvor de blev til en Ruindynge i 1839.

Men et andet mere synligt Minde findes ogsaa her, det er en stor Sten med en svær Jernkrampe fastgjort i et Hul ved Hjælp af smeltet Bly. Selve Stenen er saa stor, saa der skal mange Mandskræfter og ogsaa Hestekræfter til for at flytte den, saa den faar nok Lov at blive liggende. Men det var altsaa her ved Krampen i denne Sten, at Kunderne bandt deres Heste, indtil de var færdige. Og var det Manden selv, skulde han velsagtens indenfor i Møllestuen og have en ølhøvl, den Tids Form for en Bajer, og bestaar af ca. ½ Pot hjemmebrygget øl tilsat ½ Pægl Brændevin eller mere, alt efter Kundens eget ønske og Smag.

1878 forsvinder Brochdorffnavnet altsaa af Aamølles Historie, og Hauskovnavnet kommer frem igen, men nogen Slægtskabsforbindelse med den Bengt Hauskov, som døde 1795, og hvis Enke døde paa Aamølle Aar 1800, har jeg ikke fundet.

Hauskov er en større Gaard i Gudum Sogn beliggende midtvejs mellem Aamølle og Klostermølle. Her boede i den omhandlede Tid en Mand ved Navn Jens Villesen Hauskov, født 1750, og hos ham fødes en Søn 1803 (?), som fik Navnet Jens Hauskov Jensen. Denne Søn blev senere Ejer af Klostermølle og var gift to Gange. I første Ægteskab var der ingen Børn, men anden Gang bliver han gift med en »Karen”  fra Touborg i Nr. Nissum. I dette Ægteskab bliver der født to Sønner, den ene den landskendte Chr. Touborg Jensen, Ejer af Klostermølle, og den anden Jens Hauskov Jensen, som blev Ejer af Aamølle 1878.

  Jens Hauskov Jensen var ikke Ejer af Aamølle ret mange Aar, han døde allerede 1883 eller maaske 1885. Men hans Enke, Karen Hauskov, drev selv Gaard og Mølleriet i nogle Aar, til hun i 1894 solgte det hele til Mads Quist Hansen, som paa den Tid var Mejeribestyrer i Stoholm i Feldingbjerg Sogn i Fjends Herred.

Karen Hauskov havde en Søn, Jens Hauskov - — Jensennavnet er slettet ved kgl. Bevilling - som overs tog Gaarden Bjerg i Nr. Nissum efter en Onkel. Sine sidste Dage henlevede hun i et Hjem, som hun byggede sig i Nissumby.

Mads Quist Hansen var Broder til Folketingsmand og Redaktør af Skive Folkeblad Carl Hansen og Magister Chr. Hansen, Viborg. 1918 afstod han Virksomheden til en Datter og Svigersøn, Jens Hedegaard fra Bredal, en mindre Gaard faa km syd for Aamølle, og Quist Hansen byggede sig en smuk Villa ”Aa- Hvile” paa den anden Side af Vejen, og her tog han saa fat paa at forvandle et Par tørre Sandbanker til Plantage, og det er lykkedes overmaade godt for ham, thi nu er Villa ”Aahvile” omgivet af en kraftig Granskov. Hans Hustru levede kun kort Tid i deres nye Hjem, og Quist Hansen er selv 82 Aar gammel og færdes nu kun inden Døre. Men han er en Mand med stor Viden og god Hukommelse.

 Krige, Kriser og Naturkatastrofer synes at have foraarsaget, at Aamølle hyppigt maatte skifte Ejer. Maaske vil det lykkes Jens Hedegaard at bevare den fremefter i Slægtens Eje Ja, lad os håbe det.

Man skal lede længe efter saa smuk og ejendommelig en Ejendom.

Til Historie     forrige side   næste side